Laila Ingrid Rasmussen: Mit kvarter

Christianshavnerliv

Laila Ingrid Rasmussen: Mit kvarter

143 sider, softcover med flapper 249,95 kr.

Rosinante

Er udkommet

Laila Ingrid Rasmussen bliver bare bedre og bedre, og ”Mit kvarter” er totalt uimodståelig og vildt charmerende.

Jeg ved ikke helt, hvad man skal kalde de små fortællinger og historier fra livet på Christianshavn, for de er afsøgende og åbne som et essay, pointerede som en novelle, udleverende som en biografi og lyriske som et digt. De er det hele og alting på en gang i én fuldtonende besyngelse af forfatterens elskede kvarter og tilværelsen som kvinde og mor netop dér.

De 23 små afsluttede kapitler udgør en farverig mosaik af livet på gaden, i lejligheden, i sønnernes fritidshjem, i gården, ved kanalen, ved havnen, i kiosken, på forgængerfeltet. Dvs. alle de steder, hvor Laila Ingrid Rasmussen færdes til daglig med vidåbne sanser og hjertet uden på tøjet.

I forbifarten

Hvad enten det drejer sig om den døddrukne spritter, barnet med yndlingsskovlen, kæresteparret eller karamellerne på sidste skoledag, tager hun det hele ind i store, forslugne mundfulde og puster det ud i svævende bobler af forundring, glæde, nostalgi eller afmagt.

Hun må se og høre alting i forbifarten, siger hun, mens hun haster af sted med et barn i hånden, for hun har ingen hund, som kan bruges som undskyldning for at standse op og glo uhæmmet midt på gaden. Alligevel registrerer hun den mindste detalje, som man gør, når man er en organisk del af helheden og lydbilledet og ikke lukker af, men udsætter sig for det alt sammen.

Hun har boet 20 år i den samme lejlighed, beliggende på byens absolut koldeste gade med ujævne fliser og sodsværtede facader. Før det, i de euforiske, punkede og syrede firsere, boede hun på et hjørne i det samme kvarter, men hun bliver fremdeles overstadigt lykkelig ved synet af mågernes hvidhed, kastanjelysene i maj og tågen i februar, som får husene til at funkle som krystaller.

Kvarteret har sin egen puls og rytme, som egentlig ikke ændrer sig væsentligt år for år.

Ændringerne sker hos forfatteren selv, der med stor beklemthed bemærker livets ubønhørlige gang.

»Jeg forstår ikke, hvorfor ingen fortalte mig noget .... så jeg var forberedt. Jeg var uvidende og lalleglad i 20 år,« klager hun selvironisk, da den 19-årige datter pakker sin tegneseriesamling og flytter nogle meter længere ned ad gaden.

Det er selvfølgelig alle mødres bitre erfaring og dermed en temmelig banal erkendelse, men hos Laila Ingrid Rasmussen er det banale bare aldrig banalt. Ligesom hverdagen aldrig bare er hverdag.

Det slår gnister, når Laila Ingrid Rasmussen skriver sig ind på tilværelsen med sin flammende kærlighed. Det er virkelig, virkelig godt.