Lone Munksgaard Nielsen og Knud Odde:
Vinden jeg kaldte Isbjørn
32 sider, 300 kr.
Gyldendal
Er udkommet
Menneske mod natur er omdrejningspunktet i ”Vinden jeg kaldte Isbjørn”, en billedbog for børn og voksne af forfatteren Lone Munksgaard Nielsen og billedkunstneren Knud Odde.
I de senere år er der kommet en del billedbøger, der henvender sig til både børn og voksne. Det drejer sig ofte om mere eksperimenterende og komplekse billedbøger med flere fortolkningslag end den klassiske småbørnsbilledbog.
Kedelige skyer
Det er spændende, når genren fornyer sig, men den ”dobbelte” henvendelse til barnet og den voksne, sker ind i mellem på bekostning af barnet. Det er ikke tilfældet her. Samspillet mellem tekst, billeder og grafisk opsætning er medrivende og skaber rum for en fælles oplevelse: Teksten går bølgegang hen over de udtryksfulde illustrationer, og fortællingen er både poetisk og lidt uhyggelig.
Den handler om en kvinde, der tager til Grønland »for at se på isbjerge, hvaler og nordlys« og bliver slemt skuffet. Grønland spiser sin gæst af med kedelige skyer og smeltet is. Men om natten bliver hun vækket af et højt brøl.
Enkelt og voldsomt
Det er vinden, der lyder som en isbjørn, og hun går ud for at finde den.
Hun truer, råber og lokker vinden frem, og til sidst viser den sig endelig for hende. Illustrationerne fanger både det enkle og voldsomme i fortællingen, og bogstaverne suser rundt. Det er en meget flot bog.
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



