Søren Emil Carlsen.
Bogens forside.
To have mødes
Skagensmalerne forbinder man med især ægteparret Ancher, Krøyer, Tuxen, Locher og Johansen, men der findes faktisk endnu en maler, der internationalt er mindst ligeså kendt som de ovenstående. På trods af det, er han et ubeskrevet blad i den danske kunstlitteratur.
Søren Emil Carlsen (1848-1932) blev født i København. Han voksede op som søn af en urtekræmmer på hjørnet af Købmagergade og Skindergade i det indre København. Ligesom sin yngre bror Carl Carlsen, uddannede han sig på kunstakademiet og aftjente senere sin værnepligt i Helsingør. Da han var midt i tyverne, blev han grebet af udlængsel og besluttede sig for at emigrere til USA.
Carlsen slog sig ned i Chicago og begyndte at arbejde på en tegnestue. Senere fik han arbejde hos den danske maler Lauritz Holst og overtog på et tidspunkt hans atelier. Men Carlsen havde store problemer med at sælge sine billeder. Han havde dog sparet lidt penge op, som han brugte på at rejse til Paris nogle måneder for at dygtiggøre sig yderligere som maler.
Det hjalp ikke på efterspørgslen på hans malerier. De næste ti år havde han store problemer med at få tilværelsen til at hænge sammen. Meget ofte måtte han gå sulten i seng, men så begyndte han at udstille sine billeder. På en udstilling i Pensylvania var han repræsenteret med en blomsteropstilling. Den gjorde indtryk på en amerikansk kunsthandler og han hyrede Carlsen til at rejse tilbage til Paris for at male billeder og sende dem hjem til kunsthandleren, da der i midten af 1880´erne var stor efterspørgsel på malerier fra Europa.
Carlsen var i Paris i to år og stiftede bekendtskab med de nye strømninger i den europæiske malerkunst og blev under sit ophold en markant dygtigere kunstner.
Efter sin hjemkomst til Amerika flyttede Carlsen til New York og blev mere og mere populær hos såvel kritikerne som kunstsamlerne. Hver gang han var repræsenteret på landets store udstillinger, høstede han priser og blev efterfølgende rost til skyerne af de førende amerikanske kunstkritikere. Alt hvad han malede blev solgt hos de førende gallerier i New York og til skyhøje priser, hvadenten han malede opstillinger, landskaber eller marinemalerier.
For godt hundrede år siden var Carlsen en af de absolut mest anerkendte og bedst betale kunstnere i USA og forblev på toppen af sin karriere til sin død i 1932.
Selvom Carlsen var blevet en stor mand på den anden side af Atlanten forblev han meget dansk i sin væremåde og tankegang. I forbindelse med Emil Carlsens mindeord, der fyldte en helside i New York Times, skrev kunstanmelderen Elisabeth Luther Cary blandt andet: ”Emil Carlsens nylige død fjerner ham fra kredsen af de allerfineste og dygtigste malere i den amerikanske kunstverden. Han var født i Danmark, men levede det meste af sit liv i USA, alligevel var Danmark så tydelig i hans blod, hans visioner og hans håndelag.”
Efter sit gennembrud rejste Carlsen til Danmark hver sommer. Når Carlsen var hjemme, opholdt han sig hovedsageligt på Skagen. Der udførte han utallige studiebilleder som han senere omsatte til færdige malerier i sit fornemme atelier på Manhattan. En stor del af hans værker har danske motiver, især var han fascineret af de to haves sammenstød på Skagens Gren.
Når Carlsen var på Skagen opholdt han sig mest for sig selv, og han udstillede ikke herhjemme. Det er formentlig derfor han aldrig er blevet kendt i hjemlandet.
Selvom Carlsen døde for mere end 75 år siden, er han stadig et meget stort navn i USA og er repræsenteret på landets fineste museer, blandt andet på Metropolitan Art Museum, National Collection of Fine Art og Smithsonian Art Museum.
Du kan læse meget mere om kunstneren i bogen ”Søren Emil Carlsen – Skagensmaleren fra Manhattan”, der er skrevet af journalist og forfatter, Kim Lykke Jensen. Bogen er netop er udkommet på Forlaget Vældgungerne og koster 199 kr.
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



