Kim Langer og Mårdøn Smet:
DRENGEN DER VILLE SMAGE EN KEBAB
24 sider, 149,95 kr.
Høst & Søn
Lillebror går i helt klassisk eventyrstil ud for at finde noget, som den ældre og klogere bror allerede har fundet ? ikke prinsessen og det halve kongerige, men verdens bedste mad, som hans bror siger hedder ”kebab”.
»Gå efter lugten,« siger storebror. Lillebror ved ingenting om kebabber, så han gumler lystigt løs af hele verdens bud på verdens bedste mad: forårsrulle fra kina, pizza, indisk samosa, crêpes, tacos og så videre. Og han kommer selvfølgelig hjem en hel del klogere end storebror.
Ideen er sjov i sig selv og bærer fortællingen, så forfatteren har gjort helt ret i ellers at være totalt laid back i turen gennem byen. Det er velfortalt og fungerer præcist, som det skal.
Selv budskabet om at være åben over for det fremmede bliver serveret ”to go” - ikke med kniv og gaffel, og det er rigtigt rart.
Manu Sareen har med sine etniske eventyr tidligere været på besøg i samme hood, men denne bog rammer yngre læsere og holder et mere roligt tempo. Mårdøn Smet har illustreret, og hans drengede stil fortæller med på en fin måde. Bogens grafiske opsætning irriterer desværre øjet lidt og forstyrrer enkelte steder læsevenligheden.
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



