Anmeldelse: Karen Blixen: Vinter-Eventyr

Tekstkritisk bog

Karen Blixen: Vinter-Eventyr

Udgave ved Peter Olivarius og Henrik Blicher

Efterskrift ved Poul Behrendt

488 sider, 399 kr.

Gyldendal og Det danske sprog- og Litteraturselskab

Udkommer i dag

Karen Blixens tredje bog udkom den 10. oktober 1942. Af mange regnes den for hendes bedste med klassiske fortællinger som ”Skibsdrengens Fortælling”, ”Alkmene” og - måske den mest berømte - ”Sorg-Agre”.

Historierne blev oprindeligt skrevet på engelsk, men af forfatteren selv oversat til dansk, hvad der i et banebrydende efterskrift på 77 sider - noter inklusive - får litteraturforskeren Poul Behrendt til at konstatere:

»På bare to måneder, fra den 11. maj til den 11. juli, havde Karen Blixen leveret en ”fuldstændig” oversættelse eller rettere ”Omskrivning” af 11 stykker unik engelsk prosa, der havde kostet årevis af forudgående arbejde - til et dansk, som er noget af det mest suveræne i nationallitteraturen og i sine sproglige referencer dybt indfældet i den.«

Om omskrivningen siger Behrendt, at »det er slående, hvor lidt der er sløjfet under (den). Men også - hvor meget, der er kommet til«.

Højdepunkt i litteraturen

Ordet omskrivning er Karen Blixens egen betegnelse og meget præcist, for hun foretog undervejs en række betydelige ændringer eller rettere: Fortællingerne blev forsynet med adskillige kortere og længere klargørende og pointerende indskud.

Det er forskellene mellem den amerikanske (og engelske) udgave og den endelige danske, der danner afsæt for Behrendts analyse, der baner en vej ind i teksterne, som ingen før har betrådt. Hans vejarbejde er både slidsomt og imponerende i sin lærdom, iagttagelsesevne og omhu helt ned i de mindste ortografiske detaljer og forfatterens brug af anførselstegn og kommaer.

Ved en nøjeregnende iagttagelse af disse tilsyneladende petitesser kommer Behrendt under vejr med, hvad han kalder »tredjepersonsfortællingen, som med Vinter-Eventyr når et højdepunkt i dansk og europæisk litteratur«.

Hermed er han fremme ved det, han kalder »koden til både traditionsforvaltning og originalitet i Karen Blixens produktion - en kode, som aldrig før er brudt«. Koden selv har flere koder - så at sige, men væsentligst er, hvad han kalder »narrativ upålidelighed i tredjepersonsfortællerstemmen«.

Upålidelig fortæller

I mange år har man i kritikken haft et godt øje til den upålidelige fortæller: En jeg-fortæller, hvis oplysninger ved nærmere eftersyn problematiseres eller dementeres af hans/hendes egen tekst.

For Karen Blixen gælder det, at hun på en raffineret måde leger en slags gemmeleg med læseren, der ofte vil have svært ved at skelne mellem fortællerens informationer og en persons tanker, hvad Behrendt illustrerer med et eksempel fra fortællingen ”Den unge Mand med Nelliken”, hvor fortælleren i et afsnit informerer objektivt for så i det næste umærkeligt halvvejs at glide ind i personens bevidsthed.

Med denne metode, som er mere kompliceret, end det kan refereres i en anmeldelse, lykkes det for Behrendt ved minutiøse nærlæsninger at dirke sig ind til en klargøring af begivenhederne i en række af fortællingerne, f.eks. ”Den unge Mand med Nelliken”, ”Alkmene” og den ellers upåagtede ”Historien om en Perle”.

Sat på klokkeslæt

Samtidig påviser han, hvor nøjagtigt Karen Blixen har forankret sine fortællinger i en historisk kontekst (i enkelte tilfælde i år, dag og klokkeslæt), der fra en halvt eller helt kamufleret lyskilde forklarer og vekselvirker med begivenhederne.

Udgivelsen, som er et led i den videnskabelige lancering af Blixens vigtigste værker, er grundig kommenteret - af og til for grundigt: Behøver vi at få at vide, at gerrighed er lig nærighed eller slet lig ondt, umoralsk?

Men det skal ikke skygge for værdien af langt de fleste noter. Gamle Blixen-læsere - og vi er mange - kan glæde sig over en fornem nyudgivelse og oplyses af efterskriften, og nye kan begynde her og opleve ikke blot disse evigt fascinerende og æggende fortællinger, men også blive klogere af noterne.

Jeg glæder mig til de kommende bind, som også vil omfatte romanen ”Gengældelsens Veje” (1944), der udkom under et pseudonym, som Blixen aldrig vedkendte sig. Men bogen er ikke desto mindre lige så blixensk og medrivende som det øvrige forfatterskab.