Historiefortælling KAARE R. SKOU: LAND AT LEDE

Historiefortælling KAARE R. SKOU: LAND AT LEDE

704 sider, 400 kr.

Lindhardt og Ringhof

UDKOMMER I DAG

Forfatteren påstår ikke, at disse 704 sider er en dækkende version af danmarkshistorien, tværtimod skelner han i forordet udtrykkeligt mellem historieforskning og historiefortælling.

Her drejer det sig om fortællinger, og det giver forfatteren en vis frihed til at vælge, og som han selv skriver: At stå på skuldrene af historikerne og skumme fløden af deres arbejde.

»Bogen gør ikke krav på at stå som det centrale, ultimative historiske værk om de seneste 180 år,« skriver forfatteren.

Underholdende strejftog
Når disse kendsgerninger, denne begrænsning og den fortællermæssige frihed således er på plads, kan vi konstatere, at Kaare R. Skov faktisk har lavet et ganske spændende og underholdende strejftog i danmarkshistorien.

Han tager sig også indimellem friheder til mere eller mindre åbent at kommentere begivenhederne med sine egne kæpheste, og det er ikke lige kønt hele vejen igennem.

Perfid nedgøring
For eksempel skal vi ikke længere end til side 16, før han får afleveret en perfid nedgøring af Trykkefrihedsselskabet. I 1840'erne blev Trykkefrihedsselskabet ledet af Orla Lehmann og Ditlev G. Monrad, og om dette og det nuværende skriver Kaare R. Skou:

»Dengang var Trykkefrihedsselskabet det intellektuelle Danmarks ypperste fortaler for borgerlige frihedsrettigheder, mens dets navnebror i dag huser den snævre nationalistiske intolerance.«

Andre kunne mene, at det nuværende trykkefrihedsselskab netop blev stiftet som protest mod snæverhed og intolerance hos dansk PEN.

Standardsvar fra Cepos
Om den såkaldte tænketank Cepos hedder det, at dens standardsvar på alle politiske spørgsmål er lavere skatter for de rigeste og mindre lighed mellem mennesker, og om Anders Fogh Rasmussen hedder det, at Pia Kjærsgaard altid redder ham ud af politiske kontroverser.

Kapitlet hedder 1829-48, men Skou kan ikke nære sig for at flette aktuelle uartigheder ind i beskrivelsen af fortiden. Selv vil han sikkert kalde det et bevidst formidlingsmæssigt virkemiddel.

Sjældent store taktikere
Godt og vel halvvejs igennem bogen når vi til den del af nutiden, hvor Kaare R. Skov selv har været en del af mediebilledet på Christiansborg, og sideløbende med en retvisende beskrivelse af de politiske begivenheder får vi drypvis den skou'ske opfattelse og fortolkning af verdens gang. Blandt andet hedder det om politikere, at de sjældent er de store taktikere.

Det vil i hvert fald politikerne nok have en anden mening om.

Jespersens øde ø
Om daværende indenrigsminister Karen Jespersen gentager Skou formentlig imod bedre vidende, at hun skulle have ønsket kriminelle østeuropæiske asylsøgere isoleret på en ”øde” ø.

De kom hertil for at udføre deres kriminalitet under dække af en asylanmodning og forsvandt igen, inden sagerne var behandlet.

Karen Jespersen sagde, at de som en kriminalpræventiv foranstaltning under sagsbehandlingen måtte holdes et sted, hvor de ikke kunne komme væk. Det kunne være en ø, tilføjede hun. De tre infame bogstaver, ø-d-e, giver udtalelsen en til belastning af hendes karakter passende odiøs klang.

Private budskaber
Tilsyneladende er det, hvad Kaare R. Skou ønsker. Måske benytter han bevidst her lejligheden til at få afleveret sine private budskaber, som han i hvert fald formelt er afskåret fra i sit virke som politisk journalist.

I hvad retning budskaberne går? Man kan vel nærmest udtrykke det på den måde, at han nok ikke kunne blive lederskribent på Morgenavisen Jyllands-Posten!