J.K. Rowling udgiver nye eventyr

Harry Potter-forfatteren J.K. Rowling udgiver en samling nye eventyr for at rejse penge til udsatte børn.

”The Tales of Beedle the Bard” – på dansk ”Skjalden Beedles fortællinger” – forfattet af J.K. Rowling bliver ifølge BBC udgivet den 4. december. ”The Tales of Beedle the Bard” indeholder fem eventyr og bliver nævnt i den syvende og sidste Harry Potter-bog, ”Harry Potter og Dødsregalierne”. Dumbledore forærer bogen til Hermione Grainger for at hjælpe de unge troldmandslærlinge i deres kamp mod den onde Lord Voldemort.

Et håndskrevet eksemplar af bogen blev sidste år solgt på en auktion for 18 millioner kroner. JK Rowling skrev og illustrerede i alt syv eksemplarer af bogen, men kun et eksemplar blev udbudt til salg, og kun få troede, at bogen nogensinde ville blive udgivet.

Skal hjælpe udsatte børn

Til stor glæde for mange Harry Potter-fans bliver bogen dog udgivet nu. Det er den britiske velgørenhedsorganisation Children's High Level Group, der har valgt at udgive bogen, og bogen udkommer i tre udgaver. Children's High Level Group blev grundlagt af JK Rowling og Baronesse Emma Nicholson i 2005 og har til formål at hjælpe udsatte børn i Europa.

”Mange Harry Potter-fans blev forståeligt nok skuffede sidste år, da kun ét eksemplar af ”The Tales of Breedle the Bard” blev udbudt til salg. Det er derfor med stor glæde, at jeg takket være Bloomsbury, Scholastic og Amazon kan meddele, at ”The Tales of Beedle the Bard” nu vil blive tilgængelig for enhver Harry Potter-fan,” udtaler JK Rowling til BBC.

De tre udgaver

Forlagene Bloomsbury og Scholastic udgiver begge en udgave, som indeholder en introduktion af JK Rowling. Mediekoncernen Amazon, der købte det håndskrevne eksemplar på auktionen sidste år, udgiver en såkaldt ”Collector’s Edition” af bogen, som ifølge planen udkommer i et oplag på 100.000 eksemplarer.

Det er endnu ikke offentliggjort, hvorvidt bogen udkommer på dansk. Men det er formentlig kun et spørgsmål om tid.

Har du kommentarer til guide?

Galleri: Fortællinger

Mest læste på bog.guide.dk
Loading...
 
Loading...
Læs også
Loading...
Jeg har læst
Loading...
TekstlinksAnnonce