Ungdomsbog
Jørn Riel:
Den lange rejse
247 sider, 250 kr.
Lindhardt og Ringhof
Er udkommet
Den 80-årige Jørn Riel modtog sidste år Akademiets Store Pris. Et dristigt valg.
Men fair nok. En forfatter, der i så mange år har udgivet så mange bøger og skrøner, som mange læsere har nydt, og som faktisk fortæller om universer (Grønland og andre eksotiske steder!), som ligger før det moderne og derfor fascinerer, må påskønnes.
Men den aktuelle udgivelse, der er genoptryk af en serie små bøger, forestiller jeg mig, at Det Danske Akademi stiltiende har valgt at se bort fra, da man indstillede Jørn Riel. Eller også har man opfattet den som en børnebog, som er uden for konkurrence.
Som ungdomslitteratur betragtet er ”Den lange rejse” opbyggelig og ærbar. Ja, den tenderer mod det tuttenuttede, trods det at handlingen udspiller sig i Vikingetidens Grønland. I en verden, hvor de gode er rigtig gode, og de dumme kan man kende på lang afstand, og de opfører sig meget slemt.
De tre første dele af bogen udkom i årene 1979 og 1980, og det er blot den sidste fortælling, ”Rejsen til vinland”, der er nyskrevet.
Hvorfor har man - forfatteren og redaktøren - så ikke benyttet sig af lejligheden til at fjerne alle de resumeer, som ligger i del to, tre og fire, og som i den grad virker som en talen ned til læseren - med mindre gentagelserne skal fungere i forhold til yngre og meget glemsomme læsere?
Det kunne så endda gå; det værste er den friske idyllisering af de fire helte og heltinder, der ikke overraskende ender med at blive to gode ægtepar.
Ifølge fortælleren skorter det ikke på glæder: På side 181 hedder det »Efteråret blev heldigt« og »Det havde været en herlig vinter«, på side 184 lyder det »Vinteren havde været dejlig, men kunne ikke måle sig med forårets rejser«.
Heldig, herlig, dejlig, man lærer melodien at kende. Riel vil have læseren til at værdsætte trangen til at rejse ud i verden og opleve den, have tillid til andre, fremmede mennesker. Jeg har svært ved at være uenig, og bogen hylder pæne ideer om gode træk i mennesket.
Men en bog skal ikke vejes på indholdet, alene. I det mindste. Johs. V. Jensen udgav en lang række romaner, samlet under titlen ”Den lange Rejse”, og jeg må sige, at Riel begår hybris, når han bruger samme titel, for stilistisk er der verdener til forskel.
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



