Anmeldelse: Italo Calvino: De kosmikomiske historier

Historier

Italo Calvino: De kosmikomiske historier (Tutte le cosmicomiche)

Oversat fra italiensk af Lene Waage Petersen

408 sider, 299 kr.

Gyldendal

Der er ikke noget som at grine og føle sig klog samtidig. Nøjagtig sådan er det at læse Italo Calvinos ret vidunderlige cosmicomiche fra 1965-68, der nu for første gang foreligger komplet på dansk.

Ved sin død i 1986 som knapt 63-årig var han kanoniseret som én af verdenslitteraturens helt originale stemmer, som formentlig kun en hjerneblødning forhindrede i at få nobelprisen. En snurrig eventyrmager, der i fiktiv form jonglerede med alt fra naturvidenskab til diskussioner af litteraturens væsen.

I sine bøger, hvoraf ”Hvis en vinternat en rejsende” og ”De usynlige byer” er de mest kendte sene værker, filosoferede han over, hvordan det i en opløst verden (eller flere) overhovedet længere er muligt at opleve, erfare og skabe sammenhæng. Måske renest og smukkest i svanesangen ”Hr. Palomar” fra 1983, hvor titelpersonen ikke for ingenting deler navn med et berømt observatorium.

Solen er et spejlæg

Men allerede i de tre samlinger kosmikomiske historier små 20 år forinden (hvortil mange år senere kom yderligere tre historier) var han på alle måder langt ude. Det er en sprudlende og spruttende blanding af astronomi, antropologi og biologi, hvor bløddyr kan føre ordet, Månen hentes ned på Jorden og Solen håndteres som spejlæg.

Fortælleren, som alt efter den enkelte historie kan optræde som hvem eller hvad som helst, bærer det mundrette navn Qfwfq. Andre skikkelser eller skabninger har tilsvarende kryptiske konsonantnavne, som skulle deres identitet forblive en uudsagt hemmelighed.

Calvinos mesterlige oversætter Lene Waage Petersen bemærker i sit efterord, at originaltitlen spiller på amerikanske comics, altså tegneserier. Og Calvinos skæve, delvis troskyldige blik på mange slags verdener og deres historier kan vitterlig godt ligne et sidestykke i prosa til nogle af tegneserieverdens mere krøllede og paradoksglade hjerner.

Den fysiske litteratur

Eller rettere sagt: Det er blikket og historierne, det handler om, nok så meget som det er verdenerne. Calvinos ærinde er ikke at beskrive naturfænomenerne og naturhistorien, men at digte om og med dem, og bogstavelig talt tale Månen ned på Jorden.

Han tager de skiftevis mest fysiske og mest uhåndgribelige foreteelser, som man kan forestille sig, blæser ånd i dem og gør dem nærværende og bevægelige som litteratur. Og vel at mærke en litteratur, der ikke bare handler om mineraler og himmellegemer og bløddyr, men om hvilke ord, man kan sætte på dem, og forestillinger, man i den forbindelse kan gøre sig.

Det er dog også historier, der uanset al deres muntre videnskabelighed egner sig bedst til at blive læst i små doser. For der er også i mange af dem, og hvis man gennemlæser dem alle på én gang, en høj grad af demonstrativ litterær selvbevidsthed, af diskret brystbankende fremhæven af, hvor spidsfindigt og snurrigt det her altså er.

Oppe i træet

Vist kan nogle af historierne formentlig godt læses højt for nysgerrige børn.

Men man får ind imellem også fornemmelsen af at befinde sig i en ærværdig forsamling af hyperkloge litterater, hvor der fnises lært og indforstået af, hvor dybsindige og sjove og raffinerede vi alle sammen er.

Hvis da ikke man får associationer til Calvinos gennembrudsroman, den et par år ældre ”Klatrebaronen”. Den handler om en italiensk aristokrat, der kravler op i et træ og ikke vil komme ned igen, og sine steder i de kosmikomiske historier kan det nærmest virke som om der er sket noget lignende for forfatteren.