Gerd Laugesen: Hjemsted - Historier fra Vadehavet

Fortællebog

Gerd Laugesen: Hjemsted - Historier fra Vadehavet

276 sider, 279 kr.

Tiderne Skifter

Digter-journalist eller journalistisk digter, jeg er i stor vildrede. Gerd Laugesen rejser sig i sprækken mellem to kategorier og gør noget helt nyt, når hun trækker historier ud af høstakke, huse og togvogne.

I ”Hjemsted” er hun taget sydpå. Et tilfældigt møde har gjort hende umanerlig nysgerrig på Vadehavet. Hun installerer sig i Ribe og går på opdagelse først der og siden i hele området. I løbet af en vinter og et tidligt forår har hun set stort set hele det sydvestjyske fra Esbjerg i nord til Tønder i syd. Et par gange sætter hun prøvende foden over grænsen, men ellers er hun kun i Tyskland for at bo på Nolde-museet nogle dage.

Hvordan b blev til p

Gerd Laugesen er ikke en almindelig turist. Hun halser ikke ind i domkirken for at se Carl-Henning Pedersens glasmosaikker. Hun begynder i Genbrugsen og falder i snak med to damer. Straks får hun et par stikord at rejse videre på, bl.a. ordet knipling og betegnelsen ripenser.

Det første fører hende til Tønder, det andet til Antikvarisk Samling, hvor man kan forklare, hvordan b i Ribe bliver til p i ripenser. Sult driver hende til Hjemsted, og et par frisiske sætninger bringer hende til frisøren på Sild.

Det ene møde fører det andet med sig. Gerd Laugesen går ind i folk med træsko på, og de kan slet ikke lade være med at tale, når hun er der.

Undervejs sker der en sproglig og mental osmose. Forfatteren konstaterer forundret, at hendes sprog bliver mere jysk, »blødt og langsomt og svingende, næsten dovent, tilbagelænet«. Hun føler sig hjemme og kan ikke lade være med at lege med tanken om at flytte ind på den smukke Hjemstedgård med hollandske kakler i køkkenet.

Som en ambassadør

Hun noterer, hvad hun hører og ser, og metaforerne vokser ud af oplevelserne. Da hun har deltaget i et kniplekursus i Højer, læser hun naturen som en knipling, hvor vinden er hænderne, der broderer. Efter at hun har fyldt øjnene med Noldes malerier, ligner aftensolen en moden appelsin på nippet til at falde ned i verdens turban.

Sådan springer hun elegant fra det jordnære til det billedlige og fra det personlige til det overordnede. Hun er så langt fra den kølige betragter, som nogen kan være. Når hun reflekterer over emner som kultur og tilhørsforhold, udspringer det af en konkret historie.

Hun har ingen dagsorden, ingen fordomme, hun er ukrukket og vanvittig nyfigen, og derfor åbner landsdelen sig og giver alt, hvad den har i sig.

Gerd Laugesen har skrevet en nynnende hyldest til alt det upåagtede, og Vadehavsområdet har fået en ambassadør, som resten af Danmark må være misundelig over.