Garrison Keillor: En stille uge i Lake Wobegon

Fortællinger Garrison Keillor:

EN STILLE UGE I LAKE WOBEGON

Oversat fra amerikansk af Brian Dan Christensen

280 sider, 299 kr. Gyldendal

ER UDKOMMET

Jeg vil påstå, at jeg har bedre forudsætninger end de fleste for at skrive om Garrison Keillor, for jeg har boet i Lake Wobegon. Ganske vist hed byen ikke Lake Wobegon, for den findes ikke, men det var ikke desto mindre den selv samme, selv om den hed Wanamingo og lå præcis 55 miles syd for tvillingebyerne Minneapolis/St. Paul.

Den talte små 600 sjæle, herunder naboen, som var bankdirektør og havde norske forfædre, hvorfor han led under det selvbedrag, at han kunne tale norsk.

Jeg fattede ikke en meter.

Stemmen i køkkenet

Man kan egentlig ikke tænke Garrison Keillor uden stemmen, men hans stemme hørte jeg først mange år efter, for vi hørte ikke public radio i Wanamingo, jeg hørte KQ 92, "Minnesotas best rock” - der skal tunge og vedholdende rytmer til at holde lillebyens endeløse tristesse fra livet, når man er 15 år.

Keillor og hans show, ”A Prairie Home Companion”, hørte jeg for første gang i køkkenet hos min kusine, der er professor i fransk på et universitet nord for New York og bor i Woodstock (ja, den med festivalen) med en husbond, der lever af at spille bluegrass.

Og Garrison Keillors stemme lød helt rigtig i det køkken, for det er netop dér, man hører ham.

Forbundet to verdener

Der er verdener mellem de to steder, for USA rummer mange verdener, og folkene på kysten plejer arrogant at kalde alt det inde i midten for the fly over.

Umiddelbart kunne det se ud som om, Garrison Keillor har overskredet det skel, forbundet de to verdener, og det er da også hans ven og oversætters implicitte påstand i forordet. Sandt er det, at Keillor er blevet en amerikansk institution med sine fortællinger fra lillebyen, der begyndte i 1974.

De er i enhver forstand lavmælte; det er tavse folk, der nedstammer fra hårdt arbejde, alvorlige skandinaver, de lever et stille liv, et begrænset liv, og deres problemer er begrænsede.

Der er snerydning, sladder, rabarbertærter, der er masser af kaffe hver dag, og der er skål i kool aid nytårsaften, hvor det er en kamp at holde sig vågen til midnat, men fjernsynet transmitterer fra det fjerne New York.

Livets gang i Lidenlund

Keillor beskriver livets gang i Lidenlund, men hver historie rummer i sig små glimt af noget andet, faretruende vink om den store frihed og de mange muligheder.

Tragiske også, og det er provinsens tragedie, vi taler om. Lillebyens begrænsede univers, det fastlåste menneskeliv, snæversynet, mistænksomheden, livet, der går forbi et andet sted.

Det er fortalt kærligt, ingen tvivl om det, og på overfladen kunne historierne fra Lake Wobegon ligne en antitese til det hadefulde angreb på Minnesotas provins, som Jonathan Franzen retter i ”Korrektioner”. Men kun på overfladen.

Det afgørende opgør

For vel er Garrison Keillor vokset op i sådan en lille by, men han har også forladt den igen. Hans sympati er ikke med liljen på marken. Han er i virkeligheden den levende illustration på Lou Reeds snerrende ord om at bo i en small town:

»There is only one good use for a small town/ You hate it and you'll know you have to leave.«

I dag bor Keillor selv på den intellektuelle side af Central Park, på Upper West Side, og det er fra den udsigtspost, han fortæller om Lake Wobegon og dens mennesker.

Det synes loyalt fortalt, men kun tilsyneladende, nedenunder er opgøret, det afgørende, dybe og vel også helt nødvendige.