Bruno Schulz: Sanatoriet under timeglasset

Bruno Schulz:
Sanatoriet under timeglasset
Oversat fra polsk af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad
Med efterord af Karsten Sand Iversen
320 sider, ill., 298 kr.
Batzer & Co., Klassikerbiblioteket
Udkommer i dag

FORTÆLLINGER Når forlaget Batzer & Co. står bag udgivelsen, og Karsten Sand Iversen har skrevet efterordet, ved man, at man har fået et litterært fund i hænderne. Man ved, at det er et overset, glemt eller ligefrem fortrængt stykke kunst. Man ved, at det er noget smalt og noget krævende, og at udbyttet sænker sig ned i dybet af bevidstheden som et ekstra righoldigt erfaringslag.

Det gælder også Sanatoriet under timeglasset, skrevet af den polske forfatter og kunstner Bruno Schulz. Han blev skudt af en SS-officer i Drohobycz i november 1942, få dage før han ved hjælp af ariske papirer skulle være flygtet fra den jødiske ghetto. Heldigvis havde han kort tid forinden fået bragt sine manuskripter i sikkerhed, men de fire fortællinger og romanen Messias er på trods af ihærdig eftersøgning aldrig blevet fundet, hvilket kun gør myten om ham endnu mere tillokkende.

Herhjemme udkom hans debut-fortællinger fra 1934, Kanelbutikkerne, i 1964, men der skulle gå 70 år, før de fantasifulde, filosofiske, kritiske og vildtvoksende fortællinger i Sanatoriet under timeglasset skulle nå et dansk publikum.

Når man læser sig gennem samlingen, oplever man, at stoffet bliver gradvist lettere at kapere. Som om hele modtageapparatet først skal køres i stilling og finjusteres, før Bruno Schulz uforlignelige stil kan absorberes. Det kræver tilvænning at forholde sig til disse historier, der udspiller sig på i al fald tre planer og med den største selvfølgelighed og elegance blander realt og surrealt.

Uanede nuancer

Overordnet vil man sige, er der er tale om en slags flydende erindringsstof, som støbes om i et spekulativt, poetisk og fabulerende sind. At Bruno Schulz, der måtte opgive både kunst- og arkitektstudier og ernære sig som tegne- og sløjdlærer på et gymnasium, og som på mange måder levede et yderst kedsommeligt og ensomt liv, sublimerer virkeligheden så den bliver et eventyr eller et filosofisk/poetisk manifest.

Det personlige og overpersonlige indgår i en alliance, og hermed kan der erindres og kritiseres, fortælles og beskrives i et og samme pennestrøg. Konturerne af en svunden tid fyldes ud med fantasifulde fortolkninger og males op med en farvepalet af uanede nuancer. Man mærker, at Bruno Schulz netop også var billedkunstner.

»Man kunne sige det sådan,« står der et sted, »at verden er passeret gennem dine hænder for at forny sig, for at gå i dvale og skifte ham som et sælsomt firben.« Og mere nøjagtigt kan det næppe udtrykkes, at når Bruno Schulz fordøjer de historiske begivenheder, forvandler de sig, fordi han via en ny skikkelse og et fortættet symbol formidler sandheden uden sentimentalitet, ja, ofte med et stænk af ironi.

Metamorfosen er af samme grund en genkommende stilfigur. I fortællingen Min fars sidste flugt er faderen f.eks. blevet en skorpion, der kryber skræmt langs panelerne, kun lige akkurat tålt af familien, fordi de trods alt husker, at han engang var familiens overhoved og ejer af en fin stofforretning.

Sanatoriet under timeglasset er kræs for den sendrægtige læser, der elsker at tygge drøv på frodige metaforer og skarpe refleksioner.

kultur@jp.dk