Anders Morgenthaler: Morgenthalers dyrefabler

Med "Hallo! Hvem slukkede lyset?” fortsætter Anders Morgenthaler stilen fra den gakkede ”Dyrefabler - Ting på hovedet!” fra 2008.

»Så er du på den igen,« indleder han, for nu skal der fortælles fabler om dyr, der måske »får dig til at tænke over livet på en anden måde end så mange andre bøger.«

Det er oprindeligt fablens ærinde ikke bare at mane til eftertanke, men at belære, opdrage og moralisere, og det giver næsten sig selv, at det er en halvumulig opgave i 2009. Men Morgenthaler kaster sig over opgaven med pegepind og krum hals - han kalder det bare »lommefilosofi«, og som den tålmodige, men virkelig crazy, morfar forklarer han læseren, hvad den slags går ud på.

Må sluge sin stolthed

I fire lange fabler fortæller han om dyr, der må gå så grueligt meget igennem, men som til sidst kommer ud på den anden side - eller i den anden ende. Det gælder f.eks. giraffen Lennart, der på egen krop må lære, hvordan man sluger sin stolthed.

Fluen Heino derimod lider af stress: »En flue har et meget travlt og meget kort liv, så den skal nå alt det, du har 70 år til, på lidt under tre dage.« Men da Heino klasket mod en bilrude til sidst når frem til samme livsvisdom som Nik & Jay i ”En dag tilbage”, så ender det på en måde sørgeligt, men også godt. Især fordi manden i bilen går hjem og kigger på sit nyfødte barn. Elsk, mens du tør det. Lev, mens du gør det.

Den stærkeste bille

Verdens stærkeste bille, Ursula, er ikke meget for at spille med musklerne. Hun vil bare gerne læse sin bog i ro og mag. Men hun bliver konstant forstyrret af vandbøfler, løver og næsehorn, og så er det, at Ursulas tålmodighed til sidst slipper op. Nogle gange er nok nok.

Den fjerde og sidste fabel handler om hunden Hubert, som er så frygtelig ensom, at han faktisk vil gøre hvad som helst for at få en ven. Også selv om det indebærer noget med en død måge og en smeltet fastelavnsmaske. Pointen er, at venner får man først, når man tør at stå ved den, man er.

Morgenthaler fortæller med en høj grad af mundtlighed og jævnlige drys af læserinvolverende »du ved«, »hvis du hører efter lidt endnu«, og »min ven«. Det placerer ham selv i fortællerens øreklapstol.

Savner klarere pointer

Selv om han bruger fabelens pointerende eller belærende form, sætter han sig i barnelæserens sted: »Jep, jeg kender godt den slags voksne. De læser højt for dig, men det er, som om de ikke rigtig er til stede.«

Det er en skæg og gennemført detalje - ikke mindst fordi bogen i høj grad er en oplæsningsbog. Fablerne og illustrationerne vil helt sikkert underholde både læsere og oplæsere, men de mangler klarere opbygning og pointer for at være, ja, fabler og ikke bare fabulerende fortællinger eller ”udfoldede” Morgenthaler-striber.

Humoren fejler ikke noget, men sproget og formen skal være skarpere, hvis de skal få læseren til »at tænke over livet på en anden måde end så mange andre bøger.«

Anders Morgenthaler: Morgenthalers dyrefabler, Hallo! Hvem slukkede lyset?, 112 sider, 200 kr. Carlsen, er udkommet