De fleste danskere må formodes at stole på, at kong Harald (Blåtand) skrev sandheden, da han på den store Jellingsten lod indhugge, at han havde gjort danskerne kristne.

Ole Henrik Laubs nye bog ”Gudernes død” bekræfter, hvad mange længe har haft en anelse om, nemlig at der stadig - mindst 100 år efter kong Harald - var en del at gøre for en vaks missionær.

Laubs form er naturligvis for den velfortællende forfatter, som han er, romanen, og denne bog fortsætter ”Vibens skrig” (2000) og vil blive fortsat af ”Vindenes alder” - Laub gør det dog muligt, at nye læsere kan begynde straks uden at kende forgængeren.

Hang til mad og drikke

Han fører læseren direkte ind på scenen for begivenhederne, der mestendels foregår i Hestenæs, som ud over navneligheden vistnok ligner Horsens på den tid ganske godt - en nøjere beskrivelse af byen får man dog ikke. Derimod får man et levende billede af byen som centrum for ofring af heste, herunder de forudgående besynderlige hestekampe.

Kong Svend Estridsøns mand på stedet, høvedsmand Kløs Molrik, som er en særdeles vigtig person i handlingen, er uheldigvis for ham selv en temmelig lad embedsmand med hang til masser af mad og ikke mindst drikke - hvad der får Laub til at opregne de kulinariske muligheder, der stod til danskernes rådighed dengang, herunder en ganske kraftig morgenmad.

Kløs Molriks vældige nydelsestrang får fatale konsekvenser for ham, for han er ude af stand til at mestre den konfrontation, der opstår ved mødet mellem hans og alle andre beboeres tro, nemlig på Odin, Tor og de andre gamle guder, og den sydfra kommende kristendom.

En Herrens stridsmand

Denne repræsenteres på stedet af den nyankomne Regnar, en rigtig dansk mand, der gør sin entré i byen på sin vakre hest med sin trolovede Blia, en overmåde dejlig nordisk kvinde, ledsaget af munken Anselm.

Denne er en sand Herrens stridsmand, der formår både at prædike den Hvide Kristus' evangelium og slå en proper næve, når det kræves, og ydermere på velgørende vis blander sig i retshåndhævelsen over for en kvinde grebet i hor.

Det skal nok give ballade, og det gør det, for den lokale gode, præsten for de gamle guder, Frøgner er ikke sindet at give efter for den nymodens kristendom. Som dreng blev han indviet (og banket) til sit gejstlige hverv og herunder forrette ofring af både heste og mennesker og forlyster sig nu ved siden af hemmeligt med et stort antal kvinder - mest voksne.

Kongen og kvinderne

Alligevel er det uundgåeligt at sammenligne hans udskejelser med en aktuel affære med andre præster i skurkerollen.

Den historiske ramme - herunder et besøg i byen af kong Svend, der heller ikke holdt sig tilbage, hvad kvinder angår - giver Laub en fortræffelig baggrund for at fabulere og fortælle en spændende historie.

Det bliver interessant at følge begivenhederne i næste bind.