Willy Thrysøe: MENNESKETS SEKSUALITET

Willy Thrysøe:

MENNESKETS SEKSUALITET

En biologisk-filosofisk analyse

398 sider, 298 kr.

Hovedland

Er udkommet

Der er fundamental forskel på mænds og kvinders seksualitet, homoseksualitet kan betegnes som en sygdom, og Platons opfattelse af, at hysteri har at gøre med en urolig livmoder, holder vand.

Værsgo. Willy Thrysøe (født i 1945) skal nok få på trynen for de teser, som han bruger 360 sider på baseret på en alenlang litteraturliste som grobund for argumenterne.

Forfatteren har undervist i videnskabsteori ved RUC siden 1973. I 2005 fratrådte han sin stilling som lektor for at blive kunsthandler, og nu har han så begået et værk, der godt nok ikke benævnes som en afhandling, men alligevel nærmer sig genren.

Jeg skal afholde mig fra at vurdere, om han »har bragt videnskaben et væsentligt skridt videre«, men det kan ikke bestrides, at forfatteren har »betydelig videnskabelig indsigt og modenhed« (jvf. Bekendtgørelse om doktorgrader).

Blår i øjnene
Det ligger mig på sinde at understrege videnskabeligheden, fordi hans biologiske syn på seksualiteten har været stort set udgrænset inden for forskningen i nyere tid. Det har gang på gang forbløffet mig, hvor dygtige nogle folk har været til at stikke sig selv og andre blår i øjnene med den idé, at køn alene er en social konstruktion, der er underlagt de historiske, økonomiske og kulturelle betingelser.

Om hvor meget de to køn ville ligne hinanden, hvis bare de fik lov til at slippe for kønsspecifik socialisering og påtvungne kønsidentiteter, når sagen er den, at man nærmest kan rubricere kønnet på adfærd fra barnet er nul år.

Ufattelige er de energier, som kønsforskere og andre med aktier i kønsdiskurserne har lagt i analyser og teorier, der skal dokumentere, at to-kønnethed skabes og genskabes gennem såvel sprogbrug som de teoretiske begreber, vi anvender til at beskrive vores omverden. Og som hævder, at køn ikke er en tilstand, men en praksis og en aktivitet.

Klassiske teorier
Formålet med dette skrift er at udforme en seksualvidenskab, der videreudvikler de klassiske seksualvidenskabelige teorier fra 1890'erne ved hjælp af nyere evolutionsfilosofisk, psykologisk og humanbiologisk forskning. Bogen bygger på en række teoretiske forudsætninger, som i dag ellers almindeligvis anses for at være forældede.

I teseform kan positionerne formuleres således:

?1. Mennesket må opfattes essentialistisk, som medlem af en art.

?2. Menneskets evolutionære opståen bygger overvejende på en vækstopbremsning og ikke på en videreudvikling af abens træk, mennesket er en retarderet abe.

?3. Menneskelige problemer som neurotiske personlighedstræk, spiseforstyrrelser og seksuelle afvigelser må forstås på baggrund af vores særlige barndom med en række indbyggede usamtidigheder, f.eks. mellem udvikling af indre og ydre kønsorganer.

?4. Menneskets drift-affekt liv kommer til udtryk i en række cykliske bevægelser hele døgnet og hele livet, hvori seksualiteten er omdrejningspunkt. Vores emotionelle artstræk er de evolutionært oprindelige og stadig de dominerende i forhold til de intellektuelle.

?5. Seksualitet er en konstant virkende kraft grundet i en indre pirring. På den baggrund må en række sygdomme opfattes som udladning af ”spænding”, der ikke får udladning seksuelt.

?6. Mennesket oplever seksualitetens fysiologiske forløb (spændingsophobning, spændingsudladning) som lystfyldt.

Et langt livs studier
Med sine teser gør Thrysøe ikke bare op med køn og seksualitet som social-historiske konstruktioner, men også med, at enhver interessegruppe har ret til sin egen sandhed om seksualitet.

Fremstillingen læser jeg som en syntese af et langt livs studier i videnskabsteori og drifts- og affektteorier, og argumentationen forekommer så overbevisende, at den må kunne få selv hardcore socialkonstruktivister til at ryste på hånden og ideologien.

Afslutningsvis kan jeg ikke dy mig for at stille et frækt spørgsmål: Kommer bogen, der så eksplicit argumenterer for essentialisme og en fundamental forskel på mænds og kvinders seksualitet netop nu, da Thrysøe har forladt sin universitetsstilling?

Af den enkle grund, at der er ting, man ikke skal sige, og dominerende diskurser, man som universitetslærer har at underlægge sig - altså hvis man ønsker at bevare sit gode, faste embede?