Anmeldelse: Victor Klemperer: LTI - Lingua Tertii Imperii

Victor Klemperer:

LTI - Lingua Tertii Imperii

Det Tredje Riges sprog

En filologs notesbog

(LTI - Notizbuch eines Philologen)

Oversat fra tysk af Henning Vangsgaard

328 sider + noter, 350 kr.

tekst og tale forlag

Er udkommet

»Hos enkeltpersoner og grupper kan man undertiden iagttage en karakteristisk forkærlighed for det ene eller andet sætningstegn.« Sådan lyder den første sætning i kapitlet ”Interpunktion” (tegnsætning) i Victor Klemperers (1881-1960) geniale bog om Det Tredje Riges sprog, som udkom på tysk helt tilbage i 1947.

Lærde personer elsker - ifølge Klemperer - semikolon. Deres behov for logik kræver et skilletegn, der er tydeligere end kommaet, men ikke adskiller så definitivt som et punktum. Den lærde og skeptiske franske forfatter, Ernest Renan, plæderede dog snarere for spørgsmålstegnet. Dette kan ikke anvendes hyppigt nok.

Mens Sturm und Drang-perioden - ikke overraskende - havde en særlig forkærlighed for udråbstegnet, var de tidlige tyske naturalister mere begejstrede for tankestregen. Tankestregen kunne nemlig hjælpe med til at strukturere deres flygtige og associative tankegang.

Ironisk tegn

Hvilket sætningstegn nyder så særlig bevågenhed i ”LTI, Lingua Tertii Imperii”, Klemperers ironiske betegnelse for Det Tredje Riges særlige sprog? Ikke - som man måske kunne tro - udråbstegnet.

Nazisterne formede alligevel de fleste udsagn som opråb og udråb - der var slet ikke brug for et sætningstegn til dette særlige formål. Nej, det karakteristiske tegn i LTI er anførselstegnet. Vel at mærke det ironiske anførselstegn.

For mens det neutrale anførselstegn bare implicerer en ordret gengivelse af noget, sår det ironiske anførselstegn tvivl om sandheden i det citerede: f.eks. ”forskeren” Einstein eller ”tyskeren” Heine.

Pervertering af sproget

Da Klemperer - i lighed med Albert Einstein og Heinrich Heine - var jøde, blev han i 1935 afskediget fra sit professorat ved Technische Hochschule i Dresden. Kun fordi hans hustru var ”arier”, undgik han at blive sendt i kz-lejr.

I et andet kapitel noterer han køligt, hvordan en - i øvrigt venlig - kvinde, der lige har foræret ham et æble, reagerer overrasket, da hun erfarer, at Klemperer indgår i et sådant ”Mischehe” (blandet ægteskab):

»Albert siger, at Deres kone er tysker. Er hun virkelig det?«

Denne kvinde er tydeligvis inficeret af LTI. Hun kan slet ikke forestille sig, at en tysk kvinde har fundet sammen med »den fremmede, skabningen fra en anden afdeling af dyreriget.« Og sådan bliver Klemperer ved. Gennem 36 kapitler fremstiller han sit overvældende eksempelmateriale, der er indsamlet gennem alle de år, da nazisterne perverterede det tyske samfund, herunder sproget.

Efter krigen blev Klemperer en feteret professor i DDR. Men han blev mere og mere vred over det, han så og oplevede her. Der var tydeligvis behov for en ny sprogkollektion. Klemperer, den ubestikkelige forsker, døde som en bitter mand.