Anmeldelse:
Anmeldelse: 3 af 6
Artiklens emner:

Tor Nørretranders: Vild verden - fremtidens føde

En fundamental viden om alverdens spiselige planter er gået tabt. Konsekvensen er dårligere mad og et landbrug, som ikke kan fortsætte i sin nuværende form. Men hvad gør vi så?

Videnskab

Tor Nørretranders:

VILD VERDEN - fremtidens føde

240 sider, 250 kr.

Tiderne skifter

Er udkommet

Tor Nørretranders skriver sjældent en bog uden mindst én virkelig original idé. Et eller andet overraskende perspektiv på virkeligheden, som udfoldes og uddybes med videnskabsformidlerens stensikre fornemmelse for en god historie.

Tag nu bare sådan noget som rødder. De fleste af de afgrøder, som vi dyrker, har intet ordentligt rodnet. Det har de nemlig ikke tid til, for deres etårige cyklus betyder, at vi river dem op, pløjer løs og begynder forfra hver gang. Det danner beviseligt dårligere og dårligere afgrøder, fordi jorden udpines, og fordi en fantasiløs landbrugsproduktion tvinger os til mere og mere ensartede produkter.

60 pct. af energien i vores kost kommer fra de samme fire afgrøder - majs, hvede, ris og kartofler. Og man må da medgive forfatteren, at det vitterligt virker meget uopfindsomt.

Vanskelig vision

Nørretranders har tidligere angrebet vores dårlige madvaner og har også tidligere fremhævet menneskehedens jæger-samler-livsstil som et misundelsesværdigt alternativ til den ernæringsmæssige forarmelse, som landbrugssamfundet var. Det er efterhånden blevet noget nær en besættelse for forfatteren, og også ”Vild verden” er proppet med deja-vu-genhør med pointer fra tidligere Nørretranders-bøger. Derfor er bogen også bedst der, hvor den beretter om alle de spændende planter og dyr, som vi af en eller anden grund er holdt op med at æde, skønt de både ville være bedre for vores sundhed og naturen.

For Tor Nørretranders har opdaget glæden ved de vilde planter med de lange rødder, og han er ikke den eneste, der har set lyset heri. René Redzepi fra Michelin-restauranten Noma har også, og stjernekokkens eksperimenter med alle de planter, som vi i dag bare regner som ukrudt, men som tilsyneladende smager himmelsk, bliver udgangspunktet for den nyeste nørretranderske vision om et bedre samfund, hvor vi dropper ploven, kemikalierne, de etårige planter og i stedet går løs på naturens vilde spisekammer.

Men kan det overhovedet lade sig gøre? Det er desværre utrolig vanskeligt at sige ud fra denne bog, og derfor taber ”Vild verden” da også betragteligt højde hen imod slutningen, da det efterhånden bliver tydeligt, hvor vanskelig denne vision er at føre ud i livet.

Desperat originalitet

Vi får aldrig overbevisende tal for, at dette vilde landbrug overhovedet er rentabelt, kan brødeføde menneskeheden eller kan organiseres uden brug af et eller andet element af tvang over for alle de landmænd, der ikke vil makke ret. Som når Nørretranders - i en meget sigende erkendelse af, at det her bliver vanskeligt - udkommanderer landets arbejdsløse, efterlønnere og førtidspensionister med skovturskurve og plantehåndbøger, så de kan være med til at samle ind til vores nye gastronomiske kursændring.

Originalt, ja - men også lettere desperat.

Det slår åbenbart ikke Nørretranders, at en restaurant med en kuvertpris som Nomas, som kræver én kok per gæst, måske ikke umiddelbart virker som modellen til at løse fremtidens fødevareproblemer. Så mon ikke man i stedet skulle have satset lidt mere beskedent og udgivet en selvhjælpsbog med gode illustrationer om alverdens oversete nytteplanter og så lade verdensutopien vente, til man havde lidt mere sikre tal at forholde sig til?

Anmeldelse: Charles Darwin: Menneskets afstamning- og parringsvalget

09-01-2010: ”Menneskets afstamning” handler mere om kønsforskellenes oprindelse end om vores slægtskab med aberne. Darwins klassiker i en moderniseret udgave, som desværre ikke er moderne nok. Læs artikel

Anmeldelse: Malene Fenger-Grøndahl: Romaer

18-04-2012: Romaerne er Europas største etniske mindretal. Ny bog fortæller deres historie i offerperspektiv. Læs artikel

Anmeldelse: Ole Thyssen: Det filosofiske blik

18-03-2012: Ole Thyssen skriver veloplagt og lader ikke lysten til smarte replikker overgå begrebernes klarhed. •Alle de store flosoffer er med fra Platon og Aristoteles til Kierkegaard og Nietzsche. Læs artikel

Anmeldelse: Ib Bondebjerg: Virkelighedsbilleder

11-02-2012: Ib Bondebjerg har begået en aldeles glimrende, men noget rutinepræget bog om dansk dokumentarfilm. Læs artikel

Anmeldelse: Safet Bektovic: Islamisk filosofi

06-02-2012: Svagheden i bogen ”Islamisk filosofi” er, at den ikke handler om den reelt eksisterende islam. Den tager udgangspunkt i en tænkt og idealiseret udgave, som bedst trives i eksil og på vestlige universiteter. Læs artikel
 
Loading...
Læs også
Loading...
Mest læste på bog.guide.dk
Loading...
Jeg har læst
Loading...