Thomas Lyngby, Søren Mentz og Sebastian Olden-Jørgensen:
Magt og pragt
Enevælde 1660-1848
330 sider, ill., 330 kr.
Gads Forlag
UDKOMMER I DAG
Danmark har været et demokratisk land siden 1849-grundloven, indtil nu 161 år. Det er beskedent sammenlignet med de 188 år, da vore forfædre og -mødre levede under et enevældigt styre.
I 1660 blev styreformen indført i Danmark på en baggrund, som forfatterne med god ret gør en hel del ud af, nemlig krigene mod Sverige, der under kong Karl X Gustav ikke var langt fra at afslutte Danmarks tilværelse som selvstændig stat.
Tre historikere med speciale i netop enevælden har delt bogens emne mellem sig, og Sebastian Olden-Jørgensen lægger for med en fortrinlig skildring af de bevægede dage, da den unge kong Frederik III med barske midler, bl.a. effektiv militær bistand, tvang den hidtil mægtige adel til at afgive magten - som derefter ved kongens og hans rådgiveres snilde blev absolut, dvs. enevældig.
Som det eneste land fik Danmark tilmed de nye tilstande fældet ned på papir i Kongeloven.
Olden-Jørgensen, der har et særlig godt tag på at skrive historie livligt og interessant, tager også de følgende to enevældige konger med - og senere Struensee-perioden, da magten kortvarigt var på vej over på en ikkekongelig persons hænder.
De mellemliggende kongers håndtering af enevælden behandles udmærket af Thomas Lyngby, hvorefter Søren Mentz med flot overblik skildrer den europæiske baggrund for at regere stater enevældigt, hvorefter han lægger den danske enevælde i graven med kongerne Christian VIII og Frederik VII.
Mest udførligt behandles naturligt nok Frankrig, der under Ludvig XIV blev selve forbilledet på en veldrevet enevældig stat, idet Mentz får understreget, at heller ikke der kunne ét menneske klare hele apparatet selv.
Kong Ludvig selv forsøgte dog at få overblik over statens største udgiftsposter - i sin lommebog.
Mentz kigger også kort på enevælden uden for Europa, især sultanens Tyrkiet. Her citerer han Robert Molesworth, den britiske ambassadør i Danmark. Enevælden i vort land sidst i 1600-tallet imponerede ham absolut ikke.
»Man finder i flere af Europas kristne lande de fleste af det tyrkiske styres ubehageligheder, men bare i et uendeligt værre klima,« skrev han.
Han kom da også fra et land, der kun havde haft enevælde ganske kort og meget længe havde haft et parlament, der begrænsede kongens magt betydeligt.
Til sidst overlevede enevælden sig selv, også i Danmark, hvor der ikke var nogen planer om en republik. I stedet fik vi det fortsat gældende konstitutionelle monarki, hvis fremtid en rigtig historiker ikke giver sig af med at spå om.
”Magt og pragt” er en flot bog illustreret med næsten et helt Frederiksborg-museum.



