Thomas Højrup og Klaus Bolving (red.): Velfærdssamfund - velfærdsstaters forsvarsform

Thomas Højrup og Klaus Bolving (red.): VELFÆRDSSAMFUND
- velfærdsstaters forsvarsform
478 sider, 325 kr.
Museum Tusculanums Forlag
Er udkommet

Er velfærdsstaten kronen på værket, eller er det blot nogle staters måde at overleve på? Er den et misfoster, et mirakel, eller er den bare et udtryk for tilfældige omstændigheder?

Forfatterne til antologien Velfærdssamfund velfærdsstaters forsvarsform lader sig ikke så let overbevise om, at velfærdssamfund skulle være et særligt højdepunkt. Måske er den slags stater blot snusfornuftige overlevelsesstrategier i kampen for selvstændighed. En praktisk foranstaltning for staten selv.

Det lyder måske lidt mærkeligt, og det er det i grunden også, men ideen kan faktisk sætte nogle interessante vinkler på verden, og i bogen afprøves tesen på en række samfund.

Det forholder sig sådan, at statssamfund har brug for anerkendelse. En anerkendelse, der fordrer intern stabilitet og sikkerhed, hvis man er lille som Danmark, og stor magt og vælde, hvis man fylder lidt mere i landskabet, som eksempelvis USA gør det. For nogle stater er det praktisk at virke som attraktive og stabile samarbejdspartnere. Pragmatisk og strategisk, ikke ud fra idealistiske perspektiver, men ud fra det kølige spørgsmål: hvad kan de andre gøre for os, og hvilke kernekompetencer kan vi profilere os på? Hvordan kan andres anerkendelse sikres, så nationen forbliver suveræn og selvorganiseret?

Kedelig politik

Sådan har Danmark også bevæget sig igennem historien, som Bo Lidegaard og Thomas Højrup beskriver det, i bogens mest overbevisende kapitel. Vi udviste op igennem verdenskrigene udramatisk og fornuftspræget politik grænsende til det kedelige mens verden brændte om vores vugge, og vi påbegyndte en velfærdsstat som gav sikkerhed, mindskede utilfredshed og overflødiggjorde uregerlig politisk idealisme og klassekamp. Når der er ro på de indre linjer, bliver der det også på de ydre. Danmark ved man, hvor man har, og som sådan får vi afgørende indflydelse på flere internationale områder end vores størrelse egentlig berettiger os til. Det er igennem international deltagelse og ikke isolation, at vi bliver selvstændige og stærke. Det er i anerkendelsen og deltagelsen, at vi hævder os selv. Et blik på nogle af klodens isolerede enspændernationer, eksempelvis Francos Spanien, som behandles af Klaus Schriewer, bekræfter denne tolkning: Går du dine egne veje, går du mutters alene, i fattighed og fare.

Flere af bogens bidrag bruger også tesen til at se på, hvordan EU-projektets manglende opbakning i befolkningerne netop skyldes dårlige forudsætninger i kampen for anerkendelse og suverænitet. Hvad er EU, og hvem skal man ringe til, når man vil have fat i det, som Kissinger engang beklagende spurgte? Det er spørgsmål, vi aldrig rigtig har besvaret, og som gør, at projektet gang på gang taber pusten. Vi ved ikke, hvad vi skal fortælle borgerne indadtil, og det betyder, at vi heller ikke har styr på EU udadtil. Har vi en politik, har vi en udenrigsminister og har vi nogen, der overhovedet lytter?

Tilskuere udefra

Statssamfund, herunder EU, har brug for nogen, der ser på udefra. De skal spille en rolle i verden, fordi nogen udover dem selv tildeler dem betydning.

Denne pointe kan virke og virker da også undertiden som en lige lovlig rationalistisk og temmelig abstrakt måde at forstå historien på. For hvordan er det lige, at hele nationer, eller statssamfund, selv handler for at opnå dette? Hvor bliver beslutningerne taget og af hvem? Bogens forfattere gør nærmest hele samfund til strategiske organismer, der finder deres egen økologiske niche i klodens politiske fauna. Måske tager det sig også sådan ud, når man ser overlegent ned over historien med et efterrationaliserende blik, men er det nu også den slags overvejelser, der finder sted i hovederne på folk, der faktisk tager beslutningerne?

Sene pointer

Uanset om man bryder sig om den slags vinkler eller ej, så er argumentet fulgt til dørs i Velfærdssamfund. Til tider er det spændende og oplysende og til tider er det temmelig tungt. Der går lidt tid, før pointen virkelig får kød på, fordi de første kapitler ganske enkelt er for lange og for kedsommelige.

Det afsluttende kapitel breder imidlertid teorien tydeligere ud, men det kunne være rart, om man tidligere havde lettet lidt på låget og fortalt læseren, hvad man ønskede at sige noget om i resten af denne bog.

kultur@jp.dk