Anmeldelse: Thomas Aastrup Rømer: Uddannelse i spænding

Uddannelsesforskning

Thomas Aastrup Rømer:

UDDANNELSE I SPÆNDING - åbenhjertighedens, påmindelsens og tilsynekomstens pædagogik

Hft. med flapper, 230 sider, 269 kr.

Forlaget Klim

Er udkommet

Thomas Aastrup Rømer er lektor i pædagogisk filosofi og har modtaget en pris for at mestre »noget så sjældent som at tænke, tale og skrive smukt om pædagogik, filosofi og didaktik«.

Det skudsmål er godt nok en sandhed med modifikationer, i al fald hvis jeg alene skal tage afsæt i hans værk ”Uddannelse i spænding”, som lider af de sædvanlige akademiske unoder: abstraktioner og begrebsbrug uden tilstrækkelig konkretisering.

Når det er sagt, har jeg alligevel pisket mig igennem kapitlerne af en eneste grund:

Jeg måtte simpelthen sætte mig ind i baggrunden for, at den (u)pædagogiske lektor har formået at forfatte genistregen ”30 upraktiske råd til en ny lærer og 3 passive begrundelser”, som er (op)trykt i bogens kapitel 9. Ikke fordi jeg er enig i alle rådene, men fordi de går massivt op imod den dominerende diskurs i de indspiste miljøer på Danmarks pædagogiske universiteter. Lad mig give nogle smagsprøver:

Følg ikke en disposition og lav helst heller ikke en.

Forbered dig ikke særlig meget (sæt måske en blomst på bordene).

Kundskaber skal læres udenad. Kundskaber er kulturens begyndelse og slutpunkt. De kan ikke forklares. De må læres.

Tag ikke udgangspunkt i børnenes erfaringer eller behov. Konsekvensen af reformpædagogik er, at uddannelse bliver privat og biologisk. Din opgave er ikke at opdrage menneskeunger. Din opgave er at beskytte den vestlige og nationale offentlige samtale om de tre ubekendte: Naturen, tænkningen og Jesu liv - med fire europæiske borgerkrige in mente.

Lær børnene at sige ”De”. Det understreger, at vi er væk fra familien og arbejdslivet.

Vær meget mistænksom, hvis du får gode evalueringer eller scorer højt i tilfredshedsundersøgelser.

Forbyd næsten al teknologi på skolen. Elever skal lære at tænke, bevæge sig og tale. De skal ikke sms'e, chatte, surfe, spille eller opsøge leksika med begrænset lødighed.

Som det gerne skulle fremgå af det lille udsnit af råd, gør bogen op med såvel de herskende pædagogiske teorier på bjerget som kompetencebegrebet. Det sker med udgangspunkt i en række nyere og ældre filosoffer, bl.a. Aristoteles, Rousseau, Edmund Burke og Hannah Arendt. Stående på skuldrene af dem når forfatteren frem til at udfolde sit uddannelsesbegreb: Uddannelse skal sikre, at menneskehedens offentlige samtale bliver beskyttet og overleveret. Uddannelse er ikke opdragelse til særlige normer eller erhvervskompetencer - det handler om at gøre omgangen med det ubekendte bekendt for enhver ny generation.

Med andre ord: Uddannelse handler om udvikling af et menneskes eksistens.

Jeg har kun et enkelt råd: Læs bogen - om ikke andet så (på grund af) kapitel 9.