Thomas Ærvold Bjerre og Torben Huus Larsen: Cowboynationen. Westernfilmen og det moderne Amerika

Filmbog:

Thomas Ærvold Bjerre og Torben Huus Larsen: Cowboynationen. Westernfilmen og det moderne Amerika

Syddansk Universitestforlag

230 sider; 198 kr.

Er udkommet

Titlen lover mere, end bogen holder. Nok handler den om western-genren, dens værdihierarki og udviklingshistorie, men ikke om ”det moderne Amerika”, med mindre man i et citat som følgende vil se en tilforladelig karakteristik:

»I en tid, hvor præsident George W Busch har præget den globale dagsorden i et lille årti, vil en forståelse af westerngenres myter ikke skade.«

Sikkert ikke, men næppe heller gavne.

Forfatterne, der er universitetsansatte og midt i trediverne, har tydeligt nok bevaret drengetidens fascination af genren, men begejstringen lægges på ideologisk tøris, som når de forklarer, at »det amerikanske Vesten (var) blot en legeplads for en umoden hvid amerikansk manddom, der havde brug for at teste sine grænser«. Den slags firkantede generaliseringer skæmmer teksten og hindrer de to i at se med de øjne, de har at se med.

Intet supermenneske

Et par eksempler får gøre det. Om Fred Zinnemanns berømte ”Sheriffen” (1952) skriver de om hovedpersonen Will Kane (i Gary Coopers legendariske udførelse), at »han er intet mindre end et supermenneske i Vesten. Det er ham, der ved, hvad der er bedst for samfundet, og ham alene, der handler«.

Det er så omtrentlig en formulering, at den bliver utroværdig. Filmens skurk løslades fra det fængsel, hvor sherif Kane fik ham buret inde. Nu vender han tilbage for at hævne sig på både Kane og byen, hvis borgere er i panik og ikke tør sætte sig op mod ham. Derfor er Kane helt alene, men ikke noget supermenneske: Han må have hjælp, men svigtes og får den dog i det sidste øjeblik, da hans kæreste (Grace Kelly) fornægter sin kvæker-pacifisme og griber til våben.

Moralsk er filmen mangetydig: Den bliver til under Den Kolde Krig og siger, at uanset hvor ængstet, man er, så kan det være nødvendigt at gå til modstand og gribe til vold. Samtidig hyldes den af skræk svedende, men modige ener, så at filmen blev taget til indtægt af både Joseph McCarthy og hans modstandere.

Fords testamente

Tilsvarende unøjagtigheder gælder omtalen af John Fords sidste mesterværk, ”Manden der skød Liberty Valance” (1962). Den er en »tragisk nostalgisk hyldest til Vestens rigtige mænd og samtidig en slet skjult fordømmelse af de moderne tiders hykleriske og overfladiske ledertyper«.

Det er simpelthen forkert! Stoddart (James Steward) er hverken hykler eller overfladisk. Ligesom det er forkert at kalde Tom Doniphon (John Wayne) ”voldelig”. Han griber til vold én eneste gang og bryder sit eget moralkodeks i et snigmord, hvorefter han ikke bærer våben resten af livet, men lever en forhutlet tilværelse, mens Stoddard må påtage sig en civilisatorisk (politisk) karriere for at ikke Doniphons offer bliver forgæves.

Fords kunstneriske testamente handler om, at kultur fortrænger natur, civilisation vildnis. Udviklingen er uafvendelig, men har ført til de klima-problemer, vi slås med i dag. Og han ved, hvad der går tabt i processen. Derfor er filmen ikke det fjerneste ”nostalgisk”, som det hævdes. Den er indsigtsfuld og ærlig, men det er en vemodsstemt ærlighed.

Helt horribelt

Et kapitel om femi-westerns forekommer tyndt og overflødigt. Men når det nu skal være, hvorfor så ikke også inddrage Robert Aldrich's fine ”Storm over Rio Grande” (”The Last Sunset” 1961)?

På samme måde: Et kapitel om anti-westerns er lovligt overfladisk, selv om det rehabiliterer den eneste film, Marlon Brando instruerede: ”One Eyed Jacks” (1961), som dog næppe kan kaldes en ”anit-western”. Helt horribelt bliver det, når Sergio Leones film rubriceres i den kategori, og vi så får at vide, at »i modsætning til Leone er Peckinpah dog noget mere sympatisk over for genren«. Både Leone og Peckinpah var organisk indlevet i genren og ikke spor ”anti”, selv om deres film ikke ligner de klassiske. Derimod kan Ralph Nelsons ”Soldier Blue” (1970) kaldes en anti-western, eftersom den er en allegori over Vietnamkrigen, men især kunne forfatterne have heftet sig ved Stan Dragoti's ubehagelige ”Dirty Little Billy” (1972). Den har Michael J. Pollard (C.W. Moss i ”Bonnie og Clyde” (1967)) i hovedrollen og er en travesti på genren i et søle af mudder - både bogstaveligt og kunstnerisk.

Mesterværk er glemt

Der er gode og oplysende ting i bogen, især i den første del, selv om det ideologiske apparat rasler noget. Og sært er det, at Elmore Leonard's western-romaner og -noveller, som blev udgivet samlet i 2004, ikke nævnes med et eneste ord. Hans mesterlige historie ”3.10 to Yuma” (1953) er dog filmatiseret fremragende to gange: Først af Delmer Daves (1957) med Glen Ford og Van Heflin, anden gang af James Mangold med Russel Crove og Christian Bale.

Selvfølgelig kan man ikke få alt, og Bjerre/Larsens bog giver meget, men langtfra nok.