Tania Ørum: De eksperimenterende tressere - kunst i en opbrudstid

Kunstbog

TANIA ØRUM:

DE EKSPERIMENTERENDE TRESSERE - KUNST I EN OPBRUDSTID

760 sider. 499 kr. illustreret.

Udgivet af Gyldendal

Er udkommet

Den 23. november 1961 kom den internationale Fluxusgruppe til København for at holde en koncertrække. Pressen var interesseret i begivenheden, og DR var på plads i Nikolaj Kirke for at optage levende billeder af de udenlandske kunstnere, der havde selskab af enkelte danske navne. Men det viste sig, at optrinnet var så vanvittigt, at DR slukkede kameraerne.

Dagen efter lød spisesedlen på BT: ”Koncert i TV aflyst på grund af underlødighed”.

Det, der skete i kirken, var, at kunstnerne kastede med maling og dartpile, lavede mærkelige lyde, striptease og madretter samt alle mulige andre besynderligheder. Tania Ørum forklarer i sin bog på 760 sider om 1960'ernes danske kunstavantgarder, at de fleste anmeldere var enige om, at dette ikke havde meget med musik at gøre. Eksempelvis skriver hun: »Politikens Robert Naur (altid en konservativ stemme) affærdiger det således som ”det kedsommeligste lille fupnummer, man endnu har inviteret betalende gæster til”.«

Dette er svagheden ved Tania Ørums bog: Hun er så tilfreds med avantgarden, at hun fornærmes, hvis nogen kritiserer den. Kritikerne af avantgarden er i forfatterens øjne reaktionære, mens de, der forstår den, er progressive. Især bogens første tredjedel rummer betingelsesløse forsvar for avantgarden, hvor Tania Ørum således placerer sig som bannerfører for fortroppen.

Originale danskere

Tresser-avantgardens fortræffeligheder til trods var meget af det, der fandt sted, absurd og komplet uforståeligt for almindelige mennesker. Alt var altså ikke godt, og de pågældende kunstnere, bl.a. Paul Gernes, Per Kirkeby, John Davidsen, Peter Louis-Jensen og Henning Christiansen, var geniale, men selvhøjtidelige og autoritære.

En af de få modstrittende stemmer, der får plads i bogen, er en Martin Jørgensen, der var med i begyndelsen af Den eksperimenterende Kunstskole. Han blev drillet for sit borgerlige udseende og siger:

»Jeg blev mere og mere usikker. Til sidst lavede jeg noget i retning af det, som de også lavede, og så er man gået neden om og hjem. Og jeg smed malerkassen i skraldespanden.«

Avantgarde-passion

Men Tania Ørums avantgarde-passion er også bogens styrke. Hun var selv til stede i inderkredsen og levede i 20 år sammen med det danske orakel, kritikeren og forfatteren Hans-Jørgen Nielsen, der i bogen på rimelig vis fremstår som avantgardens intellektuelle samlingsfigur.

Dette betyder, at Tania Ørums viden om årtiets avantgardekunst er kolossal og imponerende, og derfor er bogen værdifuld for dansk kulturarv. For sandheden, som Tania Ørum påpeger som en drivkraft for eget arbejde, er, at der er skrevet forbavsende lidt om 1960'ernes kunstavantgarde. Og hun formår i kraft af sin viden at formulere mange væsentligheder, navnlig at den danske avantgarde ikke er en billig kopi af amerikanernes vilde kunst på dette tidspunkt, og at det ikke giver mening at behandle hver kunstart for sig, når man taler om tresser-avantgarden: Fordi kendetegnet ved disse kunstnere var at sammenblande alle medier på kryds og tværs. Derudover er det afgørende for Tania Ørum at påpege, hvordan man ikke kan tale om avantgarden, men derimod om avantgarderne, idet bevægelserne er et netværk, der ikke lader sig reducere til en enstrenget fortælling.

Denne holdning gør selvsagt, at bogen er flimrende og meget lang, men sådan må det nødvendigvis være.

Forfatterens egen tilstedeværelse i inderkredsen bliver dog ikke brugt sprogligt. Hun bruger ikke sin krop som eksempelvis Ole Grünbaum, når han skriver indlevende og personligt om 1960'erne. Tania Ørum har brugt sit arbejdsliv på universitetet og holder sig derfor til en kølig, nøgtern skrivestil; det handler om indholdet og ikke om formen. Dette er ikke et kritikpunkt, blot et faktum.

For nogle måneder siden udgav idehistorikeren Lars Morell sin bog om Den eksperimenterende Kunstskole. Han har som Tania Ørum arbejdet med bogen i adskillige år, og de to er enige om det meste, og deres udgivelser har samme opbygning: Kunsten får en fortræffelig begyndelse i de første år af 1960'erne, da der er fokus på kunsteksperimenter, men sidst i årtiet bevæger mange sig væk fra udgangspunktet og forfalder til politisk aktivisme.

Den store forskel på bøgerne er, at Tania Ørum har dobbelt så meget med, især de navne, der har afsæt i musikken og poesien.