Svend Erik Larsen: Tekster uden grænser

Svend Erik Larsen:

Tekster uden grænser

Litteratur og globalisering

358 sider, 378 kr.

Aarhus Universitetsforlag


LITTERATURVIDENSKAB

Litteraturprofessor Svend Erik Larsen har sat sig for at redegøre for, hvordan og hvorfor man skal læse litteratur i en globaliseret kultur. Det er han den rette mand til. Han har en baggrund i en universalistisk sprogteori: strukturalismen - og hans område er almen litteraturhistorie. Bogen er derfor også en håndbog og en lærebog.

Vi har fået en helt ny kulturhorisont, der gør, at vi skal læse litteratur på en anden måde, end vi plejer. Og den horisont hedder globaliseringen. Litteratur har været en del af det nationale, men det er den ikke længere. Den er - igen - uden grænser.

Denne bog er den første af slagsen på dansk, og den vil være udgangspunkt for alle fremtidige diskussioner af fænomenet verdenslitteratur. Larsen har dog fastholdt et traditionelt syn på, hvad litteratur er. Selv om måden, vi læser på, er ny, er selve objektet det ikke. Litteratur er for ham et særligt sprog præget af ”kompleksitet”, skønt det næppe kan gælde al litteratur. Larsen beskæftiger sig næsten ikke med populærlitteratur - krimier og den slags. Han nævner, at der findes global litteratur, men den har ikke hans interesse.

Larsens krydderier

Bogen består af 13 tætskrevne kapitler, men Svend Erik Larsen formår hele tiden at krydre det lidt tunge stof med henvisninger til hverdagen, med små humoristiske indfald og anskuelige eksempler.

Selv om der findes henvisninger til utallige forfattere, deriblandt mange australske, er der især fire, der er i centrum: Karen Blixen, Ludvig Holberg, Jorge Semprún og Bruce Chatwin.

I første del diskuterer han den tyske sociolog Ulrich Becks tanker om globalisering, det refleksive moderne samt det kosmopolitiske blik. Dette blik illustrerer Larsen ved at inddrage Karen Blixens ”Den afrikanske farm”. Han mener endog, at Beck og Blixen har samme mål, men det er nu nok at gå for vidt. Bogens mest originale del handler om, hvad Larsen kalder ”kulturfunktioner”. Han fastholder, at litteratur er en form for viden, bl.a. som vidne. Litteratur kan også bruges til at forestille sig fremtiden, hvad man netop har brug for i en globaliseret verden. Han har, som man kan se, en stor tiltro til litteraturens funktioner.

En rejsefører

Et andet - og igen ganske originalt - afsnit behandler såkaldte ”fremstillingsformer”. Hermed menes, at litteraturen er med til at give form til globaliseringen. Litteratur bliver en slags rejsefører i den nye verden. Det vises gennem en række læsninger af irske Jonathan Swift, canadiske Malcolm Lowry og de to caribiske forfattere Walcott og Glissant.

Som man kan se, bevæger han sig ubesværet rundt i verdenslitteraturen. Der er endog plads til Halfdan Rasmussen. Et helt kapitel er helliget den nederlandske klassiker om Max Havelaar.

For at blive verdenslitteratur, skal der oversættelse til. Det handler et kapitel om, som, vil jeg mene, er bogens svageste. Han diskuterer dette vigtige emne gennem en diskussion af Mahlers musik.

Bogen slutter med at tematisere rejselitteratur, som nu er den store mode. Vi får endog en aktualiserende postkolonial læsning af Poul Martin Møllers ”Rosen blusser”. Her viser han i forbilledlig praksis, hvordan man kan læse gamle tekster på en ny måde.

I fremtidens gymnasium, kan man tænke sig, vil litteraturundervisningen blive flyttet fra sprogfagene til et nyt fag: verdenslitteratur. Og Svend Erik Larsen bruges flittigt af undervisningsministeriet i forbindelse med gymnasiet. Med denne bog får vi altså det første kvalificerede bud på, hvorfor og hvordan man skal læse litteratur i et sådant nyt fag.