Anmeldelse: Safet Bektovic: Islamisk filosofi

Religionsbog

Safet Bektovic:

Islamisk filosofi

Baggrund, problemstillinger og moderne udformninger

250 sider, 299 kr.

Forlaget Anis

Bogen er en historisk gennemgang af islamisk filosofi og med fremhævelse af en række nutidige tænkere og problemstillinger.

Højdepunktet i denne tradition, og som fylder mest i bogen, er Ibn Rushd (Averroes) i 1100-tallet, som også er en kendt skikkelse i europæisk filosofi. Ibn Rushd forsøgte som samtidens filosoffer at forene fornuft og åbenbaring, altså vise at religionen og videnskaben ikke var modsætninger. Ibn Rushd kommenterede bl.a. Platons og Aristoteles' skrifter.

Efter Middelalderen stagnerer islamisk tænkning, og dogmatiske fortolkninger bliver dominerende. Kendt er dog Ibn Khaldun, som havde et friere syn på bl.a. sharialovens nødvendighed for samfundet, og han fik heller ikke stor betydning i eftertiden.

Måtte gå i eksil

I 1800-tallet begynder muslimske tænkere at lede efter forklaringer på, hvorfor Vesten dominerer, og den rationelle tanke stagnerer blandt muslimer, og svaret søges bl.a. i den oprindelige islamiske lære. Ægypteren Muhammed Abduh søgte tilbage til islam og kom bl.a. til at virke som inspirator for Hassan al-Banna, som grundlagde Det Muslimske Broderskab.

Pakistaneren Muhammad Iqbal blev uddannet i England og Tyskland, virkede i Lahore og så det sekulære Tyrkiet under Atatürk som en realisering af islams idealer i moderne sammenhæng.

Fazlur Rahman fra Pakistan kritiserede det ortodokse syn på Koranen og Muhammed og måtte gå i eksil i USA, hvor han så forsøgte at formulere en intellektuel islamfilosofi, der byggede på moderne vestlig tænkning. Iraneren Abdolkarim Soroush nyfortolkede Koranen og Muhammeds profeti, kritiserede præstestyret til fordel for liberale ideer og måtte flygte til Vesten. Og flere andre moderne tænkere refereres.

Manglende sammenhæng

Bogens svaghed er, at den ikke handler om den reelt eksisterende islam, men om en tænkt og idealiseret udgave, som bedst trives i eksil og på vestlige universiteter. Bektovic skriver det egentlig selv: »Siden 700-tallet har udviklingen af islam været præget både af en manglende sammenhæng mellem dens etiske idealer og dens love og af politisk manipulering med sharia som guddommelig vejledning.«

Men kan 1.300 år tage så meget fejl? Her burde Safet Bektovic, der er forskningslektor ved Københavns Universitet, spørge mere kritisk til udviklingen.

Håbløs position

Når Ibn Rushds indsats i Middelalderen, som gjorde ham upopulær blandt sine egne, fremhæves som et højdepunkt, skal man huske på, at det var overskridelsen af hans og dele af skolastikkens tankeparadigme, der muliggjorde det moderne gennembrud i Senmiddelalder og Renæssancen.

Vestlig filosofi og videnskab begynder derefter en voldsom og frodig vækst, som vi kender den i dag, og Ibn Rushd og flere af hans kristne samtidige forsvarede en i forhold til udviklingen håbløs rigid position. At søge indsigt i Ibn Rushds filosofi er som at beundre en oksekærre-teknologi efter 100 års buldrende bilindustri.

Bogen ville have fået mere kant og relevans, hvis ideerne blev bragt i tættere kontakt til den virkelighed, hvor islam regerer.

At søge indsigt i Ibn Rushds filosofi er som at beundre en oksekærre-teknologi efter 100 års buldrende bilindustri.