Søren Juul:
SOLIDARITET: ANERKENDELSE, RETFÆRDIGHED OG GOD DØMMEKRAFT
En kritisk analyse af barrierer for sammenhængskraft i velfærdssamfundet
Hæftet, 454 sider, 398 kr.
Hans Reitzels Forlag
Er udkommet
Lad mig lægge ud med det sidste afsnit af RUC-lektor Søren Juuls doktorafhandling ”Solidaritet: anerkendelse, retfærdighed og god dømmekraft”. Her fastslår han, at hans forskningsprojekt skal ses som et bidrag til »kampen om overbevisningerne«. Han ved, at det ikke vil lykkes at overbevise alle, men han håber, at mange vil finde inspiration i hans arbejde.
Med den erklæring rammer han en læser som mig. Til trods for at jeg kun i begrænset omfang deler hans position i samfundsdebatten, er jeg blevet godt belært af dels hans formidling af sociologisk og filosofisk forskning, dels hans forsøg på at reformulere et solidaritetsbegreb.
Kogt ind til benet er afhandlingens formål at udvikle og begrunde et normativt solidaritetsideal, der i sig rummer såvel begrebet anerkendelse som retfærdighed. Dette ideal skal bruges til at foretage kritiske analyser af sociale, velfærdspolitiske og institutionelle udviklingstendenser. Tendenser, som forfatteren ikke synes om, fordi de står i vejen for solidaritet og sammenhængskraft.
Solidaritet er den mest centrale kategori i fremstillingen og opsummeres i følgende fire punkter:
En solidarisk handling bygger på anerkendelse af den til enhver tid værende anden som en ligeberettiget og ligeværdig interaktionspartner.
Et solidarisk samfund bygger på en retfærdig fordeling af de samfundsmæssige anerkendelsesbetingelser, dvs. retfærdige institutioner.
Hvad der i sidste ende bør prioriteres, afgøres af en god dømmekraft (et andet nøglebegreb) i situationen, dvs. en dømmekraft i hvilken anerkendelsestanken er førstefilosofi.
En retfærdig anerkendelsesorden er grundbetingelsen for integration og samfundsmæssig sammenhængskraft.
Flere af ”pindene” kalder på en uddybning, men inden forfatteren præsenterer sit solidaritets-overbegreb, har han gjort sig umage med på mange sider at definere og forklare såvel de anvendte begreber som sin videnskabsteoretiske position.
Jeg kan i en kort omtale slet ikke yde Juuls grundige gennemgang retfærdighed. Derfor må jeg nøjes med at rose ham for at være gået rimeligt pædagogisk til værks med introduktioner, opsummeringer og gentagelser af hovedpointer.
For en overfladisk betragtning må enhver finde forskerens projekt såre sympatisk: At kritisere og fjerne barrierer, der hindrer, at alle mennesker på lige fod kan forfølge deres vision om det gode liv.
Går vi et spadestik dybere og griber fat i de konkrete levede liv, falder solidaritetsidealet imidlertid til jorden med et brag. Et enkelt eksempel må række her: En muslimsk mands vision om det gode liv: At leve med to koner og følge sharia - er ganske og aldeles uforeneligt - inden for det samme samfund - med mit syn på det gode liv.
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



