Søren Anker Madsen: Historien om ugens rapport

Bladhistorie

Søren Anker Madsen:

HISTORIEN OM UGENS RAPPORT

238 sider, 199 kr.

Gads Forlag

UDKOMMER I DAG

Der er to historier om ”Ugens Rapport”. Den ene handler om et ”frækt blad” der først og fremmest blev solgt på bare damer og hvor ”journalistikken var et rent alibi”.

Sådan udlægger Mogens E. Pedersen (MEP), idémand til bladet og tidligere ansvarshavende chefredaktør, selv teksten. Helt sådan ser bladets chefredaktør fra 1974-81, den navnkundige Kurt Thyboe, imidlertid ikke på det.

For Thyboe var bladet et eksperiment i hårdtslående journalistik på kanten.

Det var reportager fra junglen med hele Danmarks Indiana Jones, Freddy Wulff, og overskrifter som ”Jeg fangede flodens farligste dræber med de bare næver”.

Drukjournalitik

Men det var også drukjournalistik som ”Efter den femte påskebryg kom kyllingerne af sig selv” eller den slags, hvor en skribent sætter sig ned med en skrivemaskine, begynder at kævle bajere og ser hvad der kommer ud af det. ”Portræt af en brandert” hed resultatet.

Den slags vinder måske ingen Cavling-priser, men nu og da hævede Ugens Rapport niveauet og researchede seriøse historier om skidefulde luftkaptajner, svindel i danske fængsler eller igangsatte en jagt på forsvundne statsledere. Men på bundlinjen stod der stadig bare damer. Uskyldige nøgenbilleder, der med tiden blev mere vovede og talrige.

Det hele står at læse i Søren Anker Madsens velskrevne portræt af den danske bladindustris uartige gadedreng. Fra et oplagstal på 200.000 om ugen i 1970'ernes storhedstid og til de 8-12.000 eksemplarer, man sælger i dag. Om måneden.

Det er svært i dag at forstå, hvor stort et kulturelt fænomen bladet var, og det er strålende, at Madsen med sin udgivelse igen minder os om det.

Guldkalven for Aller

Tiden i 1970'erne fylder mest i bogen, mens damerne i den periode fylder tilsvarende mindre. Det skyldes i høj grad Thyboe, hvis holdning hele tiden var klar.

»Jeg var bremsen på alt det porno, for jeg har den holdning, at flæskesteg er dejligt, men hvis det hele bliver flæskesteg, er der ingen, der kan holde det ud.«

Men pengemændene bankede på døren og ville have mere kød. Ejeren var ellers den pæne gamle Aller koncern, der tydeligvis ikke betragtede bladet som noget kærlighedsbarn og gang på gang benægtede slægtskabet med den indbringende guldkalv. Noget, der tydeligvis både frustrerede og sårede bladets ansatte.

Søren Anker Madsens fokus er også på den gyldne tid, inden pigerne for alvor skulle sprede benene, og dette lidt romantiske valg gør desværre bogen lidt skrabet for os, der faktisk forventede lidt flere topløse damer i en bog om Ugens Rapport. For nu at sige det ligeud, der mangler noget lir.

Symptomatisk er det eksempelvis, at Madsen portrætterer pigemodellernes ofte hårde skæbne som udnyttede staklers moralske deroute, mens de tilsvarende mænd, der går ned på druk og hor, snarere står tilbage som barske levemænd med et liv på kanten.

Så med lidt mere af MEP's ærlighed og lidt flere bare bryster på papiret var vi nok landet på fem stjerner.