Richard Dawkins: Darwins teori - om evolution, videnskab og sandhed

Naturvidenskab

Richard Dawkins: Darwins teori - om evolution, videnskab og sandhed

Oversat af Joachim Wrang

450 sider, 350 kr.

Thaning & Appel

Er udkommet

Undertiden kan man læse musikanmeldere skrive, om populære bands - der har udgivet det ene vidunderligt gennemarbejdede album efter det andet - at bandet ligesom ikke rigtig udvikler sig. Det laver blot mere af den samme fremragende musik, som det hele tiden har gjort. Jeg forstår ikke rigtig den slags anmeldelser. Til gengæld har jeg har erfaret, at hvis et band får tilstrækkelig mange af dem, begynder det snart at vende den sikre formular ryggen. Så bliver det næste album gerne fuldt af underlig knitren og skratten, og baglæns guitarspil.

Naturen er ligeglad

På samme måde er der helt sikkert nogle, der vil mene, at Richard Dawkins (f. 1941) bare skriver den samme bog om og om igen. Måske lige med undtagelse af religionsmassakren ”Illusionen om Gud”. Men hvad gør det, når resultatet (næsten) hver eneste gang er en uprætentiøs og hæsblæsende velskrevet tur igennem evolutionens forunderlige verden, med en helt unik fortælleglæde, pædagogisk skarphed og ganske få mislyde?

Fra Oxfordprofessoren i 1976 udgav ”Det selviske gen” og frem til i dag, har Dawkins kompromisløst og elegant formidlet evolutionsteorien med sit fokus på udviklingen som en fuldstændig bevidstløs og tilfældig proces, hvor det ved dagens afslutning er det molekylære niveau, der tæller. Kompleksitet og orden i naturen er blot udslag af tilfældigheder, og når man dykker ned i livets mindste bestanddele, er det slet ikke så ordnet endda. Det er kun os mennesker, der ser ”hensigt” og ”design”, når vi kigger ud over verden. Men den hensigt er blot en illusion. Naturen er nemlig ligeglad.

Det er bare nerver

Som et eksempel viser Dawkins i sit nyeste opus, ”Darwins teori”, hvordan fugleflokkens smukt koordinerede bevægelser blot er et udtryk for »lokale forhold, der virker lokalt«. Fuglen orienterer sig efter et program i sit nervesystem, der får den til at følge de andre fugle, og når tilpas mange fugle gør det samtidigt, ser det, på afstand, planlagt og koordineret ud.

Det samme gør sig gældende med en skov. »Skoven ville se helt anderledes ud, hvis økonomien var designet til fordel for skoven som en helhed«, skriver Dawkins. For skoven ser ud, som den gør, med høje nøgne stammer, fordi de enkelte træer skyder i vejret for at konkurrere med andre om lyset. Vi ser i bogstaveligste forstand ikke træerne for bare skov. Men al selektion i naturen foregår på det individuelle niveau. Hos det enkelte træ og endog helt nede blandt de enkelte (selviske) gener.

Ingen tager denne neodarwinistiske logik så langt, som Richard Dawkins har gjort det, og skønt man kan hade eller elske ham for det, må man respektere ham for i den grad at stå fast. Det samme må man sige om hans indædte kamp mod religiøse evolutionsbenægtere og ”kreationister”.

Her er beviserne

Dawkins har aldrig ladet benægterne dø i synden, og i ”Darwins teori” kaster han sig for alvor ind i kampen ved at fremvise det, som skeptikerne altid siger, at der mangler: beviser. Dem fremlægger Dawkins derfor systematisk: de fossile beviser, beviserne fra avlsarbejdet, molekylære beviser og de ganske nye eksperimenter, hvor man faktisk helt konkret eftergør evolutionen i et laboratorium.

Det er en ædel bedrift, og man kan blive helt bedrøvet ved tanken om, at Dawkins aldrig lærer at forstå, at for religiøse fundamentalister betyder nok så mange beviser ingenting, når man ikke vil se. Over for en så insisterende dumhed falder gode argumenter simpelthen som vand på en gås.

Men igen, må man præmiere Dawkins for utrætteligt at gøre forsøget. Igen og igen og igen.