Guds velfærdsstat?

Nils Gunder Hansen, Jørn Henrik Petersen og Klaus Petersen (red.):

I himlen således også på jorden?

Danske kirkefolk om velfærdsstaten og det moderne samfund

Syddansk Universitetsforlag

243 sider, 240 kr.

UDKOMMER I DAG

Efter at tidsskriftet Kritik i sit seneste nummer erklærede, at Martin Luther var vor version af Osama bin Laden, at han var racist og antisemit, og at han intet har betydet for det moderne Danmark, så er det heldigt og belejligt, at der udkommer en bog om forholdet mellem velfærdsstaten og den evangelisk-lutherske kirke. Skrevet af kirkefolk, der virkelig ved noget om emnet: Teologer, økonomer og politologer.

Bogen tager udgangspunkt i en konflikt om den nordiske velfærdsstats ophav. Er den et udtryk for en sekulariseret luthersk bevægelse, eller er den skabt af en venstrefløj i en sekulær stat. Det sidste siges om den svenske version.

Bogen handler om, hvordan ”kirkefolket” har forholdt sig til den velfærdsstat, der udviklede sig i Danmark efter 1945. Var kirken skeptisk, kritisk, eller hilste den velfærdsstaten velkommen?

Næstekærlighed og velfærd

Da folkekirken ikke har mund og mæle, har man valgt at lade de kirkelige retninger tale: Indre Mission (IM), de grundtvigske og Tidehverv.

IM kunne let forenes med velfærdstaten, skriver Kurt E. Larsen, fordi IM er apolitisk. Det er en god pointe. Kirkehistorikeren Liselotte Malmgart beskriver fint forholdet mellem frivillig næstekærlighed og tvungen velfærd. Hun tager udgangspunkt i de socialt engagerede præster, for hvem velfærdsstaten var en »Guds ordning for vort folk«.

Hvad så med grundtvigianerne? Var de lige så positive? Det er nok mere tvivlsomt. Valgmenighedspræsten Kim Arne Pedersen vil forsvare Grundtvig, fordi man har frakendt ham social forståelse. Han var jo ikke glad for en stærk stat. Derfor er helten hos Pedersen Hal Koch, fordi han formåede at forene det socialdemokratiske med det grundtvigske.

Tidehvervs rolle

Søren Krarups efterfølger som præst i Ribe, Torben Bramming, skriver om Tidehvervsbevægelsen. Den tog markant afstand fra de statslige tendenser i velfærdsstatens udvikling især i 1950'erne og 1960'erne, men det interessante ved Brammings fremstilling er, at Tidehverv og velfærdsstat er parallelfænomener.

Der var et tæt parløb med socialdemokrater i begyndelsen (Svend Auken var tidehvervsk), mens der nu er parløb med Dansk Folkeparti, men dette parti værner også om velfærdsstaten.

Dernæst følger to afsnit om Hal Koch og K.E. Løgstrup. Jes Fabricius Møller fremhæver, at Koch fastholdt en klar luthersk skelnen mellem stat og kirke. Jørn Henrik Petersen og Lis Holm Petersen skriver vidende og spændende om Løgstrup.

Den førstnævnte mener, at den etiske fordring ligger bag velfærdsstaten. Det nye er især deres behandling af debatten mellem Løgstrup og juristen Poul Meyer. Men som de indrømmer: Løgstrup har aldrig beskæftiget sig med velfærdsstaten. Han var for resten modstander af markedsøkonomi.

Den sociale salmebog

Bogens mest overraskende bidrag er af den tidligere økonomiske vismand og altmuligmand Niels Kærgård, der har skrevet om sociale holdninger i Den Danske Salmebog. Kærgård kan vist godt lide Hans Otto Jørgensens salmer.

Bogen afsluttes med en sammenfattende redegørelse af to af redaktørerne om kirkefolk og velfærdsstat fra 1945-1965 med udblik til Norge og England (men desværre ikke Sverige). Kirkefolket var opmærksom på, at staten bredte sig på kirkens bekostning. Andre blev mere positive og statsvenlige.

Der er tale om en meget lærerig bog. Dens eneste svaghed er, at der er for meget om de kirkelige retningers historie og for lidt om deres aktuelle syn på velfærdstaten - på nær i det sidste kapitel.