Anmeldelse: Peter Stein Larsen: Drømme og dialoger

Doktordisputats

Peter Stein Larsen: Drømme og dialoger - To poetiske traditioner omkring 2000

560 sider, 398 kr.

Syddansk Universitetsforlag

Forsvares i dag kl. 13.00 på Aalborg Universitet

Udkommer i dag

Peter Stein Larsens kæmpe-opus er en doktordisputats, og når en akademisk afhandling har fået det blå stempel - er det lidt omsonst at give karakterer. Det er enten bestået eller dumpet.

Jeg har lært en del af Stein Larsen, der i parentes bemærket er lyrikanmelder på Kristelig Dagblad, så verdensfjern er doktoren ikke. Heller ikke en drømmer; titlen markerer to spor i dansk lyrik, og den med drømmene fylder traditionelt mest.

Her finder man folk fra Pia Tafdrup, Søren Ulrik Thomsen og Jess Ørnsbo til Simon Grotrian. En broget skare, der har det fælles, at de skriver forankret i et mere eller mindre veldefineret lyrisk jeg, og som bruger genren til at øse af hjertet og få sansning og tanke, form og indhold til at gå i spænd sammen.

En broget kasse

Denne centrallyrik kan godt rumme en indre dialog, mens den anden tendens, som Stein Larsen beskriver, underminerer centrallyrikken, bruger parodiske trick, ironi, udmærker sig ved flerstemmighed, og denne åbne form hiver verden ind, derfor dialog.

Denne kasse er endnu mere broget sammensat end den første.

I bogen bruger Stein Larsen ”interaktionslyrik” for at angive, hvordan pointen her er det flerstemmige (modsat den første retning, der er monologisk), og hvordan man her er åben over for eksperimenter i kortprosaen og gerne vil lære af den avantgardekunst, der dukkede op i mellemkrigstiden.

Litterært stuntnummer

Jo mere montage, fragmenteret og genreudfordrende desto bedre. Væk med den højstemte og inderlige poesi, ind med den urene, den åbne form, som læseren selv skal flette sammen så et minimum af betydning opstår - hvis det altså sker.

Ready-made som litterært stuntnummer er et hit for denne åbne kasse, der vitterlig, som Stein Larsen fører bevis for, er blevet stadig mere markant herhjemme. Fra Peter Laugesen, Klaus Høeck, Viggo Madsen, Ursula Andkjær Olsen, Mette Moestrup til skolens chefideolog og prakticist, Lars Bukdahl.

Stein Larsen har ret i sin fremlæsning af de to spor i sine udredninger af, hvordan man skal være nuanceret i takseringen af både forfattere og tekster. Han er belæst og kan trække linjer ud til international litteratur.

Det er for det fornemme overblik, man skal læse ”Drømme og dialoger”, der er forbløffende fattig mht. egentlige digtanalyser. Stein Larsens favoritgreb går ud på at forklare linje for linje, vise hvilke betydninger, der er i de enkelte udtryk, mens vi for sjældent efter mit temperament får teksten udlagt som en helhed.

Efterladt spørgsmål

Det efterlader et vigtigt spørgsmål: Er alt lige godt? Er Per Aage Brandt, Peter Nielsen og Claus Carstensen betydelige poeter (mens Tomas Boberg helt glimrer ved sit fravær)? Hvad med kunstneriske kvalitetskriterier: Skal der være to forskellige sæt?

Stein Larsen undlader at tage rigtigt stilling til de spørgsmål.

Men et sted hedder det om Ursula Andkjær Olsen: »Man kan spørge sig selv, hvad digteren vil med sin tekst ud over at opnå en spasmageragtig effekt.«

Er det en lapsus? Pludselig efterlyses mening i en tekst fra dialog-skolen som næsten per definition ikke kan tolkes som meningsudsagn, fordi parodi, ironi og sort snak er sagen. Ganske vist kan dialog-skolen bryste sig af at skrive åbne tekster, men tit tangerer det uforståelighedens vellyd.

Hos netop Andkjær Olsen mener jeg, man kan fange meningen, men hos mange andre bliver det dialogiske en genvej til avantgarde-selvforherligelse eller leddeløs barnlig pludren.

Det er ikke tilfældigt, at Søren Ulrik Thomsen har flere læsere end Lars Bukdahl.