Velskrevet blotlægning af olieformuernes paradoksale forbandelse
Peter Maass:
EN RÅ VERDEN
Oliens storhed og fald
272 sider, 270 kr.
Gyldendal
Er udkommet
De bedste amerikanske journalister er virkelig gode, det kan man regne med. Peter Maass er sådan en, skriver for bl.a. New York Times Magazine, og denne bog har han samlet stof til i årevis: Historien om, hvordan olie på én gang holder lyset tændt og motorerne i gang over hele kloden - og samtidig i mange tilfælde ødelægger de lande, hvor de klistrede rigdomme kan hentes op af jorden.
Peter Maass ved det, for han har været der: Rejst i Saudi Arabien og Rusland, Venezuela og Nigeria og flere lande endnu. Besøgt de steder, hvor olien hentes op af jorden, undersøgt hvad olieforekomster har gjort ved landet af godt og skidt. Og fundet mest af det sidste, sammenfattet i et tillempet citat af økonomen Joseph Stiglitz: Olien skaber rige lande med fattige befolkninger.
Bogen leverer endnu et argument for, at et stærkt forankret demokrati er det eneste, som holder i længden. Havde al klodens olie befundet sig i undergrunden hos lande som Norge og Canada, ville verden formentlig være et bedre sted. Men olien er typisk fundet i svage, udemokratiske stater, hvor kleptokratiske magthavere stjæler rigdommene til sig selv og lader landets økonomi, befolkning og miljø sejle mod afgrunden.
Det er omvendt med til at gøre olieselskaberne endnu mere kyniske end andre store virksomheder. I jagten på nye muligheder må de i mange tilfælde samarbejde med nogle af verdens værste diktatorer, fordi deres forretning er bundet til geologiske strukturer, som ikke lader sig flytte. Intel, argumenterer Maass, ville aldrig finde på at bygge en fabrik i Ækvatorial Guinea eller Kasakhstan - Exxon er nødt til det.
Olie har spillet afgørende ind på verdenshistorien.
Forfatteren beskriver bl.a. hvordan olieformuerne førte den saudiske kongefamilie ud i en så åbenlyst dekadent livsstil, lysår fra de religiøse værdier, som kongens magt over landet med islams helligste steder baserer sig på.
Det tvang på den ene side kongeklanen til, som en form for aflad, at øse milliarder af oliedollars ud over den muslimske verden til finansiering af koranskoler og moskeer og derved spille en afgørende rolle i den radikale islamisering, som foregår. På den anden side gav kongefamiliens obskøne vellevned og nære samarbejde med USA næring til indædt modstand fra fundamentalistiske modstandere, blandt hvilke Osama bin Laden er den for tiden mest kendte.
Til gengæld tager Peter Maass det meste af luften ud af myten om, at ønsket om kontrol med landets olieproduktion var daværende præsident George W. Bush' første og eneste motiv til at invadere Irak i 2003. I hvert fald konstaterer forfatteren - og han så det, for han var også dér - at invasionsstyrkernes overtagelse og sikring af produktionsanlæggene var akkurat lige så elendigt forberedt som alt andet, der rakte ud over kamphandlingernes ophør.
Den største styrke ved Maass' bog er hans på stedet-reportager. De tilfører autencitet, og de er over gennemsnittet velskrevne. Som når han beskriver byen Ebebiyin i Ækvatorial Guinea:
»En udhungret og frygtplaget by, der mindede mig om en omstrejfende hund med stærkt fremtrædende ribben.«


