Filosofi
Peter Kemp: Filosofiens verden
416 sider, 299 kr.
Tiderne Skifter
Peter Kemp fyldte for nylig 75 år, og ”Filosofiens verden” kroner et halvt århundredes filosofisk virke. Kemp er uddannet teolog, både kandidat og doktor, mangeårig professor med et langt cv og et lige så langt forfatterskab med fokus på især filosofi, teologi og pædagogik. Og med tæt tilknytning til fransk tænkning.
Han har gennem årene altid haft et prisværdigt offentligt engagement og aldrig været bange for at blande sig i den offentlige debat. Bogen her vidner også om, hvordan dybe filosofiske overvejelser hænger sammen med udviklingen i samfundet og den globale verden. Filosofi må også være kritik, hævder Kemp, og indebære polemik med tidens aktuelle spørgsmål.
Kemps tillid til filosofien er sympatisk som en helhedstænkning, der kan hjælpe os til at forstå mange af tilværelsens aspekter, der normalt fremstilles isolerede eller indholdstømmes og gøres kulturløse. Bogens tre dele om filosofi, pædagogik og religion giver hver deres bud på, hvordan tænkningen har relevans også i dagens aktuelle spørgsmål. Især har Kemp draget inspiration fra fransk filosofi, som bogen også bærer stærkt præg af.
Det mest spændende er sidste afsnit om religionsfilosofi, hvor Kemp også giver små erindringsglimt fra sin egen dannelsesrejse som teologisk student i Aarhus under de store teologer Sløk, Lindhardt og Løgstrup over studier i Frankrig til nutidens teologiske debat med en diskussion om opstandelsen, bl.a. i lyset af hans hustrus tidlige død. Her bliver det nærværende, og man savner mere om ham selv, men erindringerne gemmes måske til et senere værk.
Bogens svaghed er Kemps tillid til egne fortolkninger i det konkrete sammen med en tendens til forenkling af de synspunkter, som han opponerer imod. Som når velfærdsstatens krise alene debatteres ud fra en bog om konkurrencestaten, hvis analyser beskrives om »ubestridelige«. Eller som når begrænsninger i familiesammenføring og indførelse af et pointsystem associeres med slavehandel. Der er også andre hensyn af ligeværdig moralsk art.
Men i en tid, hvor mange eksperter enten gemmer sig i elfensbenstårnet eller lader sagkundskaben bliver til rent smagsdommeri, er Peter Kemps ambition om at fremstille filosofien og så lade det munde ud i de konsekvenser, som han ser, sympatisk.
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



