Paul Scheffer: Indvandrerne

Paul Scheffer:

INDVANDRERNE

Det åbne samfund og dets grænser

Oversat af Lise Bøgh-Sørensen og Gudrun Gilhuis-Genthøj

404 sider, 299 kr.

Tiderne Skifter

UDKOMMER I DAG

I 1751 konstaterede en af den amerikanske republiks grundlæggere, Benjamin Franklin, om den tyske immigration til Pennsylvania: »Hvorfor skulle Pennsylvania, der var grundlagt af englænderne, blive en koloni af fremmede (?) de vil aldrig overtage vores sprog og skikke, lige så lidt som de vil overtage vores anskuelser.«

Ja, det gælder i fortiden såvel som i nutiden: Den problemløse indvandring findes ikke, og overalt, hvor gæster udefra slår sig ned, må værtskulturen gøre sig overvejelser om, hvor mange man kan rumme, hvilke krav der skal stilles, og ikke mindst hvem man selv er.

Selv den amerikanske smeltedigel har hverken i dag eller i fortiden bare hilst immigrationen velkommen med et ubekymret skuldertræk. Nej, den gamle verden stod med mange af de samme problemer, som den nye gør nu.

Øretævernes holdeplads

Dokumentationen for indvandringens evige og tidløse problemer hører til blandt styrkerne i den hollandske sociolog Paul Scheffers ”Indvandrerne - det åbne samfund og dets grænser”.

Den kontroversielle Scheffer trådte i 2000 frem på øretævernes holdeplads med sit essay ”Det multikulturelle drama”, hvor han både hudflettede hollændernes konfliktsky og tabuiserede holdning til indvandrerspørgsmålet og samtidig advarede imod at igangsætte uigennemtænkte forsvarsmekanismer, som reelt ville forråde vestlige traditioner for åbenhed, tolerance og tankefrihed.

Det er ikke, fordi Scheffers bog som sådan bringer særlig meget nyt ind i en debat, hvor man efterhånden har fornemmelsen af, at alt, hvad der kan siges, er blevet sagt, og alt, hvad der kunne prøves, er blevet afprøvet.

Pragmatisk synspunkt

Men bogen er en udmærket kondensering af et fornuftigt pragmatisk standpunkt, der blandt andet anerkender, at vi med indvandringen fra Mellemøsten reelt har modtaget en indvandrergruppe med alt for mange kulturelt tilbagestående og uduelige jammerkommoder, som i høj grad fik for frit spil blandt de europæiske befolkninger, som selv var nedsunket i en apatisk identitetskrise.

En mur af ligegyldig tolerance omgav derfor gæsterne, men »fredelig sameksistens er en temmelig begrænset udlægning af begrebet integration«, og de små kulturkrige, der for tiden udkæmpes i forstæderne (og som nogle stædigt fastholder, kun er ”sociale problemer”), er et tydeligt tegn på, at freden nu er ved at være forbi.

Men skylden er ikke indvandrernes alene, og centralt for Scheffer står, at vi husker at praktisere, hvad vi prædiker:

Fremhæver vi personlig frihed kan vi ikke kræve tørklædeforbud i det offentlige rum, og kræver vi af de andre, at de ikke blander politik og religion, kan vi ikke selv forsvare statskirker.

Staten skal nok erklære, at ligestilling er bedre end forskelsbehandling, men selv kan vi kun forlange, at vores gæster gør, hvad vi synes er rigtigt, og ikke, at de tror det samme som os.

Kølig analyse

”Indvandrerne” er en kølig og velskrevet analyse af problemerne og de pragmatiske løsninger, men den hollandske problematik er ikke altid lige oversættelig til danske forhold.

Det hollandske søjlesamfund med religiøse grupperinger, der altid har levet adskilte liv, kender vi ikke meget til i monopolkirkens Danmark og Hollands langt mere vidtrækkende koloniale historie besværliggør også en direkte identifikation.

Men som en saglig opsummering på en ældgammel konflikt og dens aktuelle kernespørgsmål er Scheffers bog grundig som få.