Ove K. Pedersen: Konkurrencestaten

Ove K. Pedersen:

KONKURRENCESTATEN

334 sider, 298 kr.

Hans Reitzels Forlag

Er udkommet

Hvis man er i tvivl om, hvad begrebet konkurrencestat betyder, kan man bare slå op i regeringens seneste arbejdsprogram, ”Danmark 2020”, og konstatere, at alle 10 punkter på listen over 2020-mål handler om, at lille Danmark skal benchmarke med alverdens andre nationer i den evige skønhedskonkurrence om, hvem der kan fremvise det mest attraktive land.

»Danmark skal være blandt de ti rigeste i verden,« står der som det første punkt.

»Mindst ét dansk universitet skal ligge i Europas topti,« lyder et andet.

Listen er meget sigende i forhold til at beskrive de ændrede målsætninger, der er opstået i nationerne efter kommunismens sammenbrud, hvor konkurrencen om den bedste ideologi er blevet afløst af konkurrencen om den bedste økonomi.

Desværre er arbejdsprogrammet også mere præcist og sigende, end Ove K. Pedersens bog om ”Konkurrencestaten” nogensinde når at blive.

Statistikker og systemer

Overordnet har denne professor i komparativ politisk økonomi ved CBS helt sikkert fat i den lange analytiske ende. Der er bestemt sket et skifte fra velfærdsstaten til konkurrencestaten, hvor sidstnævnte »er en kamporganisation skabt til at mobilisere samfundets ressourcer i konkurrence med andre stater, mens velfærdsstaten er en beskyttende organisation sat i verden for at kompensere befolkningen for den internationale konkurrences negative konsekvenser«.

Men når det er sagt, gør den gode professor ikke specielt meget for at gøre dette skifte alment forståeligt for sin læser. For Ove K. Pedersens primære interesse er ”institutionel teori”, og det danner en referenceramme af kommissioner, offentlige institutioner, embedsmænd og kommunalbestyrelser. Belyst gennem statistikker og historiske gennemgange, som kun er relevante for dem, der indgående kender de offentlige og private forretningsgange i ”systemet Danmark”.

Det gør store dele af bogen uforståelig for den læser, for hvem det er umuligt at gennemskue, hvordan eksempelvis antallet af kontakter til EU i den danske centralforvaltning fra 1998-2003 kan sige noget særlig relevant om nationens tiltagende behov for at konkurrere med udlandet.

Vigtigt, men indforstået

Resultatet er, at enhver læser uden for det statsvidenskabelige felt vil tabe tråden undervejs. Men måske vil han igen hoppe med på vognen i afsnittet om folkeskolen, hvor nutidens fokus på faglighed og Pisa-resultater bestemt ligner en instrumentalisering af folkeskolen og et forsøg på at »udvikle den enkelte til ”soldat” i nationernes konkurrence«. Det lugter kortvarigt af noget, der vedkommer os alle, men så fortaber bogen sig igen i de administrative kringelkroge.

Det er selvfølgelig i orden at skrive en bog for sine egne, men det er ærgerligt, når emnet er væsentligt, og man fornemmer, at hverdagen bugner af gode og forståelige eksempler som ovenstående, der kunne bære professor Pedersens pointe hjem.

Konkurrencestaten findes, men det bliver ikke med dette værk, dens væsen åbenbarer sig for masserne.