Ole Martin Høystad: Hjertets kulturhistorie

Ole Martin Høystad:

Hjertets kulturhistorie

Fra Oldtiden til i dag – fra Gilgamesh til Grundtvig

Oversat fra norsk af Joachim Wang

264 sider, 268 kr.

Tiderne Skifter

Det her er den mest forvrøvlede bog, jeg har læst i dette årtusinde. Godt nok markedsføres forfatteren som dr. phil, er endda også professor – endda i al ting. Det kaldes ”tværfaglige kulturstudier” ved bl.a. Syddansk Universitet.

Han har sat sig for at granske hjerte fra først til sidst, fra urtid til nutid. Forehavendet superviseres af selveste Friedrich Nietzsche.

Udgangspunktet er et citat af Sigrid Undset: » – menneskers hjerter forandres aldeles ikke med tiden.« Det forvrider dr. phil. Høystad til, at »mennesket er i sine lidenskabers vold.« Men det er jo ikke, hvad hun siger. Forvridningen er typisk, for hvad han præsterer, er jævnt hen fordomme, overfladiske betragtninger og udokumenterede påstande.

Klogelig nok har han udeladt et noteapparat, hvad der vel må kaldes kompromitterende for en dr. phil. og professor ved Syddansk Universitet.

Den gravalvorlige Gud

Europæere er »puritanske« (s. 25) – sådan generelt – professoren dog undtaget, forstås. Jøderne »bortredigerede, at Jahve oprindeligt havde en kone« (s. 27). De er da heller aldrig til at stole på! Han kan heller ikke lide »den gravalvorlige kristne Gud« (s. 46), skønt dog opstandelsen er den mest befriende latter, der endnu har lydt!

Grækerne – de gamle – var ikke spor alvorlige, men så lystige, at de gav ”menneskeheden” en uforlignelig gave: ”Erotikken” (s. 47). Stor tak til dem! Men hvor trist: »Kristendommen dæmoniserede kvindekønnet og gjorde seksualiteten til en synd.«

Hvis det er sandt, så har kristne – mænd som damer – minsandten syndet tappert og gør det endnu! At ”lidelsen” skulle være »det vigtigste kristne dogme« (s. 75), er nyt for mig og da også rent nonsens!

Islam er mere vital

Men det lysner i øst, for islam er »mere vital og aktuel« end kristendommen.

Om professoren er muslim eller skabsmuslim, får stå hen. Mystikerne, de kristne altså: Mester Eckehart, Johannes af Korset, Pascal, Zinzendorf, Simone Weil er »marginaliserede særlinge«. Den muslimske mystik – sufismen – derimod er rig og varm og kærlig.

Så skidt med selvmodsigelserne, som når det hedder: Den »foregår i det indre vedrørende det indre inderste, som der ikke kan siges noget om med et konventionelt sprog« (s. 92-93) – og så straks efter »sufismen er slet og ret en lære og en skole, som disciple med særlige nådegaver kan blive optaget i« (s. 95). Hvilket sprog, der tales i den skole, røbes ikke. Men når det ikke er konventionelt, er det nok volapyk.

Hjerteløs forskningsindsats

Langt om længe når vi frem til den danske salmedigtning, hvad professoren kunne have sparet sig, for han disker op med rene banaliteter. Til gengæld kan man konstatere alvorlige mangler i den behjertede udredning af alle hjertets kvababbelser:

Hjertens gerne havde jeg hørt om Nis Petersens digt ”Café ’Det røde Hjerte’”, Helle Ryslinges film ”Flamberede Hjerter” og Elvis Presleys ”Heartbreak Hotel”. Det får så vente!

Til gengæld lykønskes Syddansk Universitet på det hjerteligste med denne forbavsende hjerteløse forskningsindsats.