Jesper Berg og Morten Bech:
FINANSERNES FALD
Hvordan den perfekte storm væltede de finansielle markeder
320 sider, 300 kr.
Gyldendal
Er udkommet
En af økonomernes paradediscipliner er, efter at en begivenhed har udspillet sig, at forklare, hvorfor det passerede på ingen måde kom som en overraskelse, men tværtimod var en uomgængelig udvikling.
Finanskrisen, hvis følger, vi befinder os midt i og endnu ikke kan se enden på, er ingen undtagelse: Selv om Jesper Berg og Morten Bech i deres bog knivskarpt afdækker, hvorfor krisen måtte komme, noterer de lige så nådesløst, at hverken de selv eller deres fagfæller reagerede på sværmen af advarselstegn, før krisen for længst var ustoppelig.
Deres bog er skrevet med overblik og overskud, et bidrag af internationalt format til historieskrivningen om finanskrisen, kreditkrisen, bankkrisen - den perfekte storm, som efter et års tilløb ramte verden for alvor midt i september 2008, da den amerikanske investeringsbank Lehman Brothers kollapsede og forårsagede et akut hjertestop i verdens finansielle kredsløb.
Berg og Bech er økonomer og befinder sig i stormens øje, Berg i Danmarks Nationalbank, Bech i Federal Reserve Bank i New York.
På godt 300 sider leverer forfatterne alt, hvad læseren kan ønske sig at vide:
Begivenhedsforløbet beskrives fra dets udspring i økonomiske ubalancer, jagten på afkast gennem accept af større og større risiko, de finansielle alkymisters skabelse af værdipapirer, som de end ikke selv forstod til bunds, og hvis potentielt ødelæggende rækkevidde, ingen var i stand til at overskue - foruden naturligvis de rigelige mængder af forfængelighed, frygt og grådighed, som har bidraget til alle finanskriser i verdenshistorien.
Hændelserne inklusive regeringernes forsøg på redning af finansvirksomhederne og genopretning af økonomien beskrives, og de tilhørende økonomiske teorier og lovmæssigheder forklares i et sprog, som er godt, undertiden humoristisk på økonom-måden, men ikke nemt.
Den forudsætningsløse læser vil finde bogen krævende at komme igennem. Men er de mest elementære økonomiske teorier nogenlunde på plads suppleret med et vist kendskab til, hvordan banker, realkredit og forsikring virker, giver bogen et stort udbytte til den læser, som ønsker at forstå, hvor finanskrisen kom fra, og hvor den er ved at føre os hen.



