Mogens Herman Hansen: Demokrati som styreform og som ideologi

Mogens Herman Hansen:

DEMOKRATI SOM STYREFORM OG SOM IDEOLOGI

419 sider, 350 kr.

Museum Tusculanums Forlag

Er udkommet

Dr.phil. og lektor i oldgræsk, Mogens Herman Hansen (født i 1940), har i et langt liv beskæftiget sig med at forklare demokratiets mange former og rod. Det giver både et stort overblik og en evne til at skære igennem og sortere de værste floskler om denne elskede styreform fra - samt evnen til at sige et par ubehagelige sandheder undervejs.

Alt det præger afskedsværket ”Demokrati som styreform og som ideologi”, der begynder med at fastslå, at »demokrati er blevet et hurra-ord, og at kalde en forfatning for demokratisk behøver ikke at betyde stort andet end hurra for denne forfatning! Derfor kan det ikke nytte at definere demokrati ud fra, hvad vi ved om de stater, der kalder sig demokratier.«

Elite og magtapparat

Derfor går Mogens Herman Hansen også anderledes til værks og dykker i stedet ned i de ideologiske kilder for at undersøge alle de tanker, der er blevet tænkt om de forskellige typer af demokrati som findes.

Fordi det er disse ofte abstrakte, og nok - for de fleste demokrater - ret ukendte typer, der tilsammen blotlægger de overvejelser, som demokratiske tænkere har gjort sig om forholdet mellem offentlighed, politikere, elite og magtapparat.

Befriende kynisme

Og ret hurtigt bliver det klart, at der ikke er én eneste rigtig vej at gå. Demokrati er intet perfekt system, men med Winston Churchills ord »den dårligst tænkelige forfatning, når man ser bort fra alle de andre«.

For giver man flertallet ret, kan man få flertalsdiktatur.

Tror man på, at folk skal diskutere alt og nå til enighed, bliver man aldrig færdig med noget som helst.

Vil man have jævne politikere, der ligner de folk, de skal repræsentere, får man amatørlovgivning.

Det samme får man, hvis politikerne ikke lader sig lede af deres dygtige embedsmænd.

I et blændende godt kapitel lader forfatteren denne befriende kynisme tone rent flag, når han erklærer, at den bedste forfatning dybest set kombinerer demokrati med aristokrati og en anelse monarki.

Forstået på den måde, at monarken er statsministeren, der suverænt bestemmer over sin regering, aristokratiet er den forholdsvis elitære sammensætning af parlamentet og ikke mindst den dømmende magt, og demokratiet er så den ultimative sikkerhed for, at man med Karl Poppers ord ikke så meget garanteres de perfekte politikere, men i det mindste kan komme af med idioterne igen.

En blandet forfatning, kalder Mogens Herman Hansen denne mere realistiske tilgang til demokratiet.

Den uperfekte styreform

Bogen er først og fremmest et katalog over de mange forskellige måder, som et demokrati kan indrettes på, og de forskellige afvejninger, der ligger bag forskellene.

En gennemgang af republikansk, deliberativt, liberalt, direkte og repræsentativt demokrati, gør (sammen med et aldeles fremragende register) bogen til et rimeligt autoritativt værk om emnet, og skønt mange af eksemplerne har nogle år på bagen, får man alligevel indtryk af, at disse forskellige tilgange stadig udgør grundelementerne i de dilemmaer, som denne, stadig uperfekte styreform kæmper med den dag i dag.