Anmeldelse: Michael Asgaard Andersen: Jørn Utzon - Arkitekturens tilblivelse og virke

Arkitektur

Michael Asgaard Andersen:

Jørn Utzon - Arkitekturens tilblivelse og virke

312 sider, 350 kr.

Nyt Nordisk Forlag

Efter mange års tovtrækkeri forlod Jørn Utzon sit engagement i et nyt Silkeborg Kunstmuseum. Desværre. Han tegnede en spændende bygning, der var nedgravet i jorden, og hvor kun toppen kunne ses.

Jørn Utzon sagde:

»Museet, som ligger i en gammel bevokset have sammen med en fagdelt længe, er udformet, så det ikke forstyrrer omgivelserne, men koncentrerer sig 100 % indefter. Respekten (?) fremtvinger en løsning, som ikke ved sin størrelse dominerer omgivelserne. Det føles naturligt at nedgrave museet (?) og kun lade den øverste del rage op over terrænet.«

Selv om museet ikke blev opført, siger dette citat en hel del om Utzons praksis og hans syn på god arkitektur. Dens formål er ikke at råbe højt, men derimod at smelte sammen med og berige sine omgivelser. Hvilket ikke bare er sympatisk, det er også klogt. Den betydelige norske teoretiker Christian Norberg-Schulz skrev i den forbindelse om Utzon, at hans arkitektur »fremstår som en indlysende og blivende del af stedet«.

I dag bliver der opført masser af god, spændende arkitektur, men også meget skidt, hvis eneste formål synes at være et ekstravagant råb om opmærksomhed. Hvilke tanker og hvilke processer der derimod nærer Utzons prisværdigt lavmælte bygninger, kan man blive klogere på i en ny bog om Utzon: Michael Asgaard Andersens ”Jørn Utzon. Arkitekturens tilblivelse og virke”.

Brugte bygninger

Bogen er ikke opbygget kronologisk og giver ingen kulørte fortællinger om den danske stjernearkitekts liv, der endte i 2008.

Bogen foretager derimod et greb, der opdeler hans arkitektur under seks tematiske kapitler. Vi ser ikke pittoreske fotos af de netop færdige huse, men derimod procestegninger og -fotos, nærbilleder og skæve modeller samt illustrationer af arkitekturen mange år efter, den er taget i brug. For, som forfatteren påpeger: Utzon er opmærksom på, hvordan en bygning patinerer – han indtænker, hvordan hans værker kommer til at se ud efter års brug.

Begejstret forfatter

Bogen er aldrig unødvendigt højpandet, men det siger sig selv, at den med sit tematiske fokus er for læsere med særinteresse i arkitektur. At forfatteren er tydeligt begejstret for Utzon, er blot inspirerende, og begejstringen kammer ikke over i letkøbt genidyrkelse: Michael Asgaard Andersen pointerer løbende, hvilke kilder Utzon har ladet sig inspirere af – fra billedkunstnere og arkitektkolleger til digtere og tænkere.

Det er en vigtig bog, der supplerer studierne i dansk arkitekturs hovedskikkelse.