Maria Fabricius Hansen: Genbrugskirker i Rom

MARIA FABRICIUS HANSEN:

GENBRUGSKIRKER I ROM.

Når antik bliver til middelalder

256 sider, 250 kr.

Aarhus Universitetsforlag

Der kan gå sport i at jagte genbrugsarkitektur i Rom. Det skriver kunsthistorikeren og medlem af direktionen i Ny Carlsbergfondet, Maria Fabricius Hansen, i sin nye bog.

Og sport er der sandelig gået i den: Hun har forsket i fænomenet i årevis. Genbrug af antikke bygningselementer - navnlig store søjler - i Roms middelalderkirker var i 2005 emnet for hendes doktorafhandling med den komplicerede titel: ”The Eloquence of Appropriation: Prolegomena to an Understanding of Spolia in Early Christian Rome”.

Pointen med denne lille, nye bog er netop at gøre disse forskningsresultater synlige og brugbare for alle danske turister, der rejser til Rom. En god idé, og bogen er et rigtigt fint, specialiseret supplement til andre guidebøger om Rom.

Kejser Konstantin flyttede i begyndelsen af 300-tallet Romerrigets hovedstad til Konstantinopel (Istanbul), og det vestromerske rige, hvor Rom var det pompøse centrum, falmede. Tilbage stod alle de fornemme bygninger, og bogen handler om, hvordan Middelalderens bygherrer stjal materiale fra disse antikke huse og templer. Ikke fra de fineste bygningsværker, men fra strukturer, der allerede var forfaldne, vurderer forfatteren.

Mangel på byggestof

I kunsthistoriesprog kaldes disse genbrugsmaterialer for spolier, og Maria Fabricius Hansen zoomer ind på de - ifølge hende - otte mest spændende middelalderkirker mht. dette spoliebrug.

At man sådan nappede gammelt materiale, skyldes de økonomiske nedgangstider, som romerne oplevede: Der var simpelthen mangel på byggestof. Men der er også andre, mere spændende årsager til genbruget, argumenterer Maria Fabricius Hansen. Der er meget stor usikkerhed ved at beskæftige sig med dette emne, hvorom der kun findes sparsomt skriftligt materiale, men forfatteren har en god sag, som hun argumenterer kløgtigt for.

Magt og æstetik

Ved at genbruge de antikke elementer byggede man således håndgribeligt og symbolsk videre på det storslåede fortid, forklarer hun.

Den nye magt, kirken/ kristendommen, kunne dermed iscenesætte sig selv som det hedenske Romerriges arvtager. Kejser Konstantin regnes for den første kristne kejser, selv om han først lod sig døbe på sit dødsleje - og hans dramatiske, kristne omvendelse kan man se på vægmalerier i flere af byens kirker.

En anden grund til genbruget er, at man i Middelalderen satte pris på den æstetik, som denne sammenblanding af nye og gamle materialer frembragte. Man foretrak simpelthen variationen, fordi den skabte et levende rumligt udtryk, mener forfatteren.

Dette kommer måske allersmukkest til udtryk i basilikaen Santa Maria i Trastevere (1140-48), hvor to rækker af enorme og fra hinanden enormt forskellige søjler leder op mod alteret. Det er et rum, der sitrer af energi og æstetik. Også i den simplere, cirkulære Santo Stefano Rotondo (ca. 460) er der fuld knald på forskelligartetheden, især i form af store søjler.

Og sådan kunne man blive ved.

Spoliebruget stoppede i ca. 1300, konstaterer Maria Fabricius Hansen.