Lise Busk-Jensen: Romantikkens forfatterinder

Lise Busk-Jensen:

ROMANTIKKENS FORFATTERINDER

1-3 1.856 sider, ill., 899 kr.

Gyldendal

UDKOMMER I DAG

Litteraturhistorikeren Lise Busk-Jensens kæmpemæssige pionerværk fortæller om, hvordan skrivende kvinder i 1800-tallet forsøgte at kæmpe sig vej frem gennem en mandsdomineret bogverden. Små 200 år senere er problemstillingen tilsyneladende stadig aktuel, i en grad så bogen her kan hævdes at være kommet til at spejle sit emne.

Det er nemlig otte år siden, at Lise Busk-Jensen (født i 1944) selv måtte forlade Københavns Universitet efter hen ved 30 års tilknytning, fordi deltidsstillingerne tørrede ud. Institut for Kunst og Kulturvidenskab har til gengæld siden fastansat flere yngre og mindre erfarne mandlige lektorer i litteraturvidenskab.

Værket her er antaget som doktordisputats i september 2007, men udkommer på grund af vanskeligheder med at finde støtte til udgivelsen først nu. Set i forhold til, hvad der i øvrigt i mellemtiden er udkommet af afhandlinger og flerbindsværker med væsentligt snævrere appel, virker også det påfaldende.

Af samme grund har afhandlingen heller ikke kunnet forsvares for doktorgraden endnu; det forventes at ske den 19. februar næste år. Og nå ja, så har Gyldendal valgt at udsende denne litteraturhistoriske sværvægter på et tidspunkt, hvor boghandlerne ikke kan tænke på andet end julebestsellere, og medierne stort set ikke kan tænke på andet end klimatopmøde og film om blå rumvæsener.

Liv inden Brandes

Men altså: Det er et stykke skelsættende grundforskning, der lægger sig naturligt i forlængelse af - eller snarere før - Pil Dahlerups disputats ”Det moderne gennembruds kvinder” fra 1983. Oven i købet med det vigtige aspekt, at man i mellemtiden er begyndt at se langt mere nuanceret på den guldaldertid, som Georg Brandes og hans efterfølgere fra 1870'erne og langt op i vor tid hævdede at gøre op med.

Faktisk bliver det en pointe i ”Romantikkens forfatterinder”, at ansatserne til en selvstændig kvindelitteratur midt i 1800-tallet netop blev - med Lise Busk-Jensens eget udtryk - »eksproprieret« af Brandes og kompagni.

Hvor de skarpeste af de kvindelige forfattere først og midt i 1800-tallet forsøgte at skrive ud fra og op imod, hvad de havde lært af deres egne erfaringer, blev den efterfølgende generation nok så meget bedømt på, hvordan de passede ind i det modernes gennembruds idealer og - i vidt omfang mandligt definerede - forestillinger om kvindefrigørelse.

Det samme efter 200 år

Første bind overflyver første halvdel af 1800-tallet generelt. Der er, da det nu er en disputats, en del litteraturteoretiske overvejelser som nok mest henvender sig til en sluttet universitetskreds.

Men der er også og frem for alt fine læsninger af særpræg hos og forskelligheder imellem europæiske nøglefigurer som Jane Austen, Madame de Staël, George Sand og søstrene Charlotte og Emily Brontë.

Og det er øjeåbnende at få vist, hvordan den tidlige europæiske roman, ikke mindst den gotiske genre, i vidt omfang blev drevet frem af kvindelige forfattere og læsere - foruden at vore dages diskussion om angiveligt banal og privatlivsfikseret chick lit og femikrimi versus rigtig litteratur åbenbart også fandt sted med nøjagtig de samme argumenter for godt 200 år siden.

Husmødre og blåstrømper

Lise Busk-Jensen opstiller to grundstrategier for datidens kvindelige forfattere. Dels husmødrene, der forsøgte at forene forestillingen om et frit liv og forfattervirksomhed med et traditionelt familiemønster, og dels blåstrømperne, der ville ud og blande sig i den litterære offentlighed side om side med de mandlige forfattere.

Styrken i hendes fremstilling er, at de kvindelige forfattere hverken ynkes som fortrængte ofre for mandlig litteraturhistorieskrivning eller afskrives som blege paralleller til de store etablerede digtere. Tværtimod er det løbende spørgsmål i afhandlingen, hvordan og hvor stærkt de bearbejder deres egne forudsætninger kunstnerisk, og hvor god litteratur der kommer ud af det.

I andet bind rettes søgelyset mod periodens kvindelige forfattere i Danmark med velskrevne og kritiske, men også særdeles detaljerede gennemgange af ikke mindre end 76 store og små forfatterskaber. Bind tre er et omfattende register over de pågældendes værker, og hvad der er blevet skrevet om dem af andre.

Forfatterindernes romantik

Ikke blot er det nemlig overraskende, at der overhovedet var så mange kvindelige forfattere i den danske guldalder og omegn. Det er det også, i hvor høj grad de faktisk i deres samtid blev anmeldt og diskuteret, om end nogle gange mere seriøst end andre, og fremstillingen handler ofte lige så meget om modtagelsen af værkerne som om deres indhold, eventuelle kvaliteter og forfatterens biografi.

Lise Busk-Jensen forsøger således heller ikke på gammeldags litteraturhistorisk facon at genopdage glemte genier. Højst plæderer hun vedvarende for, at i hvert fald Thomasine Gyllembourg og Mathilde Fibiger fortjener en væsentligt større plads i litteraturhistorien, end der hidtil er blevet dem til del.

Snarere bliver afhandlingen en fortælling om, hvordan de gradvise ændringer i kvindernes rolle og status op igennem perioden også kan aflæses i de romaner, digte og dramaer, som nogle af dem skrev, og de forfatterliv, som de på meget forskellig vis og med meget forskelligt held forsøgte at leve.

Set på den måde handler den mindst lige så meget om forfatterindernes 1800-tal som om det modsatte og er værd at læse både som litteraturhistorie og som et alternativt blik på historien generelt.