Anmeldelse: Klaus P. Mortensen og May Schack (red.): DANSK LITTERATURS HISTORIE BIND 2 - 1800-1870

LITTERATURHISTORIE

Klaus P. Mortensen og May Schack (red.).: DANSK LITTERATURS HISTORIE BIND 2 - 1800-1870. Af Sune Auken, Knud Michelsen, Marie-Louise Svane og Isak Winkel Holm.

624 s., ib., ill. Kr. 498, hele værket i subskription kr. 1990.

Gyldendal.

Er der én litterær periode i Danmarkshistorien, der er blevet nyvurderet i de senere årtier, er det første halvdel af 1800-tallet, populært kaldet Guldalderen. Hidtil havde det været de kulturradikale sejrherrer og deres mere eller mindre marxistiske børnebørn, der havde skrevet historien, og dér blev guldalderen taktisk fremstillet som den indeklemte, småborgerlige verden, føreren Georg Brandes og hans disciple bragte frisk luft og store tanker ind i.

Men det var dengang. Altså at man så sådan på det.

Siden har et bredt spektrum af Golden Days-festivaler, bogudgivelser og udstillinger vist, hvor store og hvor nye tanker der blev tænkt hvor tidligt, og at det egentlige moderne gennembrud måske fandt sted længe før Brandes steg ned til universitetet. Det er trods alt Oehlenschlägers, Grundtvigs, H.C. Andersens og Søren Kierkegaards tid, vi taler om, og dem er der få i de efterfølgende generationer, der i format og virkning kan måle sig med.

Herfra vor verden går

I et vist omfang er det også grundtanken i bind 2 af Gyldendals nye litteraturhistorie. Det fremhæves udtrykkelig i indledningen, at det er på denne tid, dansk litteratur i moderne forstand fødes.

Her er de første store tænkere, hvoraf de fire førnævnte jo i vidt omfang definerer den nationale selvforståelse helt op til i dag, de første rigtige romaner og digtsamlinger, de første kvindelige fiktionsforfattere. Ja takket være Steen Steensen Blicher dukker selv det eksotiske Jylland op i litteraturen.

Alligevel er bindet altovervejende en uinspirerende hedevandring så langt øjet rækker. Det har at gøre med, at bindet i mindst lige så høj grad som forgængerne - der er udkommet i rækkefølgen 4, 5 og 1 - lider af bundtraditionelt litterært tunnelsyn, hvor det er de enkelte forfatterskaber, der gennemtygges kapitel for kapitel, og det fraregnet et par nødtørftige indledninger stort set kun er rent litterære sammenhænge og forbindelseslinjer, der opridses.

Isoleret betragtet er forfatterskabs- og værkanalyserne sådan set glimrende. Men læst i større perspektiv er det en frustrerende oplevelse.

Simpelthen fordi teksterne alt for sjældent hæver sig over at være litteraturgennemgange, hvor forbindelseslinjer til periodens øvrige ånds- og samfundsliv groft sagt primært findes i billedteksterne frem for i hovedteksten, og jævnføringer med nutiden er så godt som ikke-eksisterende. Som når kritikeren P.L. Møller gennemgås uden at det nævnes med et ord, at han - og det turde være det, vor tids læsere måtte kende ham fra - er hovedperson i Henrik Stangerups nyklassiker ”Det er svært at dø i Dieppe”.

Så tørt som i gamle dage

Sammenholdt med, hvor originalt, levende og vedkommende perioden er blevet formidlet i - blandt andet - Jens Andersens og hovedredaktør Klaus P. Mortensens egne H.C. Andersen-bøger, Joachim Garffs og Peter Tudvads bøger om Kierkegaard og Lasse Horne Kjeldgaards ”Sjælen efter døden” er det, i endnu højere grad end for værkets tidligere udsendte bind, svært at se hvilket formål det tjener. Udover, muligvis, som grundbog for førsteårsstuderende på Københavns Universitet, hvor de fleste af bindets forfattere har deres daglige virke.

Men i bredere perspektiv må formålet med fortsat at lave denne slags litteraturhistorie være at give læserne et overblik og vise nogle sammenhænge, som forgængere på området, værker om enkelte emner og forfattere samt internettet ikke hidtil har kunnet give. I så henseende fremstår Dansk Litteratur Historie imidlertid indtil videre - og det vil sige 80 procent færdig - som om den lige så godt kunne have været skrevet i 1960.

Nu mangler så kun bind 3, der vil dække fra 1870 til 1920, altså det der siden Brandes’ tid traditionelt er blevet kaldt det moderne gennembrud. Det er også i forvejen den mest gennemtyggede og lobhudlede periode i dansk litteraturhistorie, så der vil virkelig skulle nytænkning til, hvis man som læser skal have noget at komme efter.

jakob.levinsen@jp.dk