Anmeldelse: Klaus P. Mortensen og May Schack (red.): Dansk litteraturs historie, 1960-2000

Klaus P. Mortensen og May Schack (red.):
DANSK LITTERATURS HISTORIE
Bind 5, 1960-2000
Af Lars Handesten,
Martin Zerlang, Erik Svendsen, Marianne Barlyng og Ib Lucas
704 s., ib., ill. 498 kr.
Bd. 1-5 i subskription
i alt 1990 kr.
Gyldendal
UDKOMMER I DAG

Historien går afgjort sine egne veje, hvad angår Gyldendals nye litteraturhistorie. For et år siden blev fembindsværket begyndt med bind 4, der dækker perioden 1920-1960, i dag udkommer femte og sidste bind fra 1960-2000.

Senere vil man så åbenbart vende bøtten og begynde forfra eller i hvert fald længere tilbage. Det vil dermed tidligst blive til den tid, man måske for alvor kan få en begrundelse for værkets nødvendighed, og troværdigheden af en prioritering, hvor 40 procent af værket bruges på de seneste 80 år af litteraturhistorien.

Bind 4 havde endnu tilpas mange nytænkende indfaldsvinkler på de ellers bundtraditionelle forfatterportrætter og genre-gennemgange.

Intet overblik

Med bind 5 forsvinder kanten og overblikket så godt som helt i navne- og værkopremsninger, der kun sjældent bliver hævet op til virkelig at give nogle bare lidt reviderede blik på Heretica, nyradikalisme, 1960erpolitisering, 1970er-intimsfære, sorte 1980er-digtere og hvad nu ellers, der allerede er blevet tærsket langhalm på i mange sammenhænge og klasselokaler.

Det er ellers mere end habile skribenter, der er blevet involveret, alle af mellemgenerationen eller ældre. Flere af dem er både universitetsfolk og erfarne avisformidlere, vor egen Erik Svendsen såvel som Berlingske Tidendes mangeårige kritiker Lars Handesten.

Derimod virker det ikke, som om der har været nogen større overordnet redaktionel vision for, hvad man egentlig har villet med bindet her andet end at remse op, endda med en del gentagelser i forhold til bind 4 og hvad angår forfattere, som har skrevet indenfor flere genrer.

Mange af de berørte forfattere lever endnu, og man skulle jo nødig såre nogen.

Mellem linjerne

Igennem og under teksten rumler ganske vist den store historie om bondelandets opløsning, velfærdssamfundets udvikling, ungdomsoprøret og kvindefrigørelsen, og hvad der siden muligvis skete. Den kan man ind imellem godt tænke frem, men alt for ofte forsvinder den i de endeløse forfatterskabsgennemgange, og så skrev hun også, og året efter udkom og så videre og så videre

Der er bestemt gode observationer undervejs. Rindalismen og den store batalje om Statens Kunstfond først i 1960erne bruges til en ganske skarp analyse af, hvordan det lykkedes for staten at gøre den eksperimenterende kunst og de angiveligt progressive kunstnere til nogle af sine mest engagerede fortalere.

For Rifbjerg-allergikere

Gennemgangen af 1970ernes knækprosa og bekendelseslitteratur formår faktisk at få forklaret, loyalt uden at det bliver rygklappende, hvad det var datidens mange mere eller mindre talentløse skribenter havde gang i.

Landets Rifbjerg-allergikere kan også med fordel læse, hvori hans enorme betydning ligger, og hvorfor han i særdeleshed i sine unge år var så skelsættende, mens der til gengæld bliver gået befriende hårdt til den i vide kredse og et par generationer saligkårede Hans-Jørgen Nielsen.

En fordel ved al navnedropperiet er dog blevet, at der også er plads til lidt mere skæve, men vægtige forfattere som Grete Roulund og Bent Vinn Nielsen, ja sågar også folkelige supersælgere som Hanne-Vibeke Holst og Leif Davidsen.

Nærmest fraværende

Til gengæld er litteraturvidenskaben og anden ikke-fiktion så godt som totalt fraværende, genrelitteratur som krimi, science fiction og romantik ligeså, i hvert fald i skikkelse af andet end nogle uinspirerede små alibi-kapitler.

For slet ikke at tale om hvad man kan kalde den ikke-boglige litteratur. Drama afvikles i nogle indskudte hovsa-afsnit, hvor så væsensforskellige navne som Astrid Saalbach, Line Knutzon og Nikoline Werdelin på forbløffende gammeldags vis bundtes sammen til Den kvindelige bølge.

Filmen som litterær fortælling er ikke-eksisterende. Det samme er rocklyrikken og, nå ja, journalistikken.

Det samme er også ligesom i bind 4 bogbranche, biblioteksvæsen og deslige. Selv om man nok kunne have undværet én og anden minimalistisk kortprosaist for i stedet at få fortalt, hvad der egentlig skete med danskernes læsevaner i perioden.

25 hårdkogte sider

Reelt er det dermed dansk skøn- og finlitteraturs historie, det gælder, på en måde der formentlig kun i undtagelsestilfælde ville have været 1950ernes ærværdige litteraturforskere fremmed. At man uden yderligere perspektivering afslutter bindet og dermed hele værket med 25 hårdkogte sider om 1990ernes lyrik, taler i så henseende kun sit alt for tydelige sprog.

Det bliver man i hvert fald forskånet for, når værket næste gang når frem til den fjernere fortid. Forhåbentlig med en del mere sammenhæng, redaktionelt overblik og mod til at prioritere.

jakob.levinsen@jp.dk