Anmeldelse: Karl Aage Rasmussen: Musik i det tyvende århundrede

Karl Aage Rasmussen:

MUSIK I DET TYVENDE ÅRHUNDREDE - EN FORTÆLLING

368 sider, ill., 399 kr.

Gyldendal

UDKOMMER I DAG

Det er ikke for meget sagt, at dette er den danske musikbog, som nogle af os har ventet på i over 20 år. I 1990 udkom nemlig ”Gads Musikhistorie”, hvori Karl Aage Rasmussen havde skrevet et fremragende kapitel om den nyeste partiturmusik.

Langt om længe og efter de senere år at have varmet op med en håndfuld fortrinlige musikbøger af blandet indhold har Rasmussen så endelig fået skrevet sin store fortælling om de sidste hundrede års musik.

Ikke den, men sin, for én af hans centrale pointer er, at historien om musikken for længst er holdt op med at være entydig.

Derfor er hans veloplagte og - der er ikke en node i - alment tilgængelige fortælling i vidt omfang bygget op gennem komponistportrætter, også med blik for anekdoter og pudseløjerligheder.

Det kan godt være, at komponisterne selv opfattede sig som dele af skoler eller stilarter, men set fra 2011 er det særlige ved dem nok så meget, hvordan de hver for sig forvaltede, hvad de nu havde af inspirationskilder og skabte det, der for hver af dem var noget særligt og høreværdigt.

Musik til hele verden

Så Rasmussens fortælling bevæger sig med suverænt overblik snarere frem (og indimellem tilbage) gennem overordnede strømninger, og hvilke slags komponister og musik det har resulteret i.

Fra Richard Strauss og Arnold Schönberg skabte skandaler i en snæver tysksproget offentlighed, til en komponist som kinesisk-amerikaneren Tan Dun i dag har hele verden som inspirationskilde og scene.

Inklusive medier som Youtube og deslige, der i Rasmussens moderat optimistiske finale ses som helt nye muligheder ikke blot for partiturmusikkens udbredelse, men også for dens skabelse. Det er bare op til komponisterne selv at være kreative og udnytte dem.

Vist fyger det med navne (der er heldigvis register), og vi kommer også ud i en del områder af verden, som sjældent beflyves i musikhistoriske oversigtsværker. Men Rasmussen formår både at karakterisere folks særpræg på få linjer og stadig holde fast i deres plads i de overordnede sammenhænge.

Passion i sproget

Og så kan komponisten jo altså skrive mindst lige så godt som mange musikhistorikere og andre formidlere.

Der er kant og passion i sproget, og iøjnefaldende nok skriver han allerstærkest om nogle af de komponister, der som Richard Strauss og Karlheinz Stockhausen er længst fra hans eget musikalske univers.

Når fremstillingen udtrykkelig ikke påstår at være fuldstændig, giver det ikke nødvendigvis mening at kritisere den for udeladelser. Men to bør dog nævnes (udover at produktionstiden åbenbart har været så lang, at Henryk Goreckis død i november og Milton Babbitts død i januar ikke er kommet med).

Den ene er, at der ærgerligt nok med ganske få undtagelser intet forlyder om hvilken og hvor meget musik, der egentlig blev komponeret i Østeuropa under kommunismen, nærmest som om de arme komponister efter først at have været undertrykt og forfulgt i 70 år nu også er blevet glemt.

Den anden er, at Rasmussen i gennemgangen af den nyeste danske musik med forståelig beskedenhed, men også fuldstændig misvisende ikke nævner sig sin egen store betydning med et ord.

Niveau med de bedste

Hvis man overhovedet interesserer sig for hvad der er sket med den vestlige musiktradition siden Første Verdenskrig, er dette en helt uomgængelig bog - og mindst på niveau med de bedste udenlandske om emnet.

Kun er det irriterende, at de mange, ofte fine portrætfotos intetsteds er dateret; det er trods alt ikke ligegyldigt, hvornår det er man ser Dmitrij Sjostakovitj læse i Pravda.

Og hvis man omvendt hader eller bare er ligeglad med moderne kunstmusik, bliver man muligvis ikke omvendt af en selv nok så inspirerende fortælling i sig selv.

Men så kan i hvert fald - hvis man har nysgerrigheden til det - angivelig snart på www.karlaagerasmussen.com høre en sværm af eksempler på den musik det hele handler om, og hvem ved, hvad der så kan ske?