Revolutionens børn har ordet

Interviewbog

Karin Bo Bergquist: Revolutionens børn - unge i Teheran

334 sider, 299 kr.

Tiderne Skifter

Er udkommet

Timing is everything. I den forstand har forfatteren og forlaget ramt plet med denne bog, der åbnes med en let læst indføring i det iranske samfund og politik og efterfølges af interviews med unge iranere, som i øjeblikket fylder gader og pladser i Iran, fordi de er grundigt trætte af den tilværelse, som de kan se frem til under det nuværende præstestyre.

Interviewene er indrammet af korte faktuelle oversigter over centrale temaer fra kvindebevægelse og minoriteter til narko og politi- og efterretningsvæsen.

Den 31-årige Peiman, der er tidligere studenteraktivist og tvunget i eksil i Tyrkiet, siger:

»Jeg tror, at den iranske ungdom i dag undergår dybe forandringer, og at de forandringer meget snart vil komme op til overfladen på en måde, som vil overraske mange.«

Det må man sige, om end denne anmelders overraskelse over udviklingen er mindre efter at have læst bogen, og det er en ros. De, der følger dramaet i Iran og ønsker at blive klogere, bør anskaffe sig Bergquists bog, hvor man kan læse om en musiker, damefrisør, arkitekt, billedkunstner, kemiker, steward og flere andre.

Hovedparten er ikke specielt religiøse, og selv de, der er, er skeptiske over for regimets brug af religionen til at holde befolkningen i et jerngreb. 86 pct. af Irans studerende udfører da heller ikke deres daglige bønner. Tallet for befolkningen som helhed er 75 pct. og mindre end 1,4 pct. deltager regelmæssigt i fredagsbønnen. Det er mindre end blandt muslimer i Danmark.

Ikke ny revolution

Belært af forældregenerationens erfaring ønsker de unge ikke en ny revolution, men når man lytter til bogens personer og studerer det iranske samfunds udvikling siden den islamiske revolution i 1979, er det svært ikke at se det revolutionære potentiale i dagens Iran. Især hvis man fulgte det sovjetiske regimes fald i 1991.

Regimet kan ikke længere levere bedre levestandard til borgerne, samtidig med at befolkningen bliver bedre uddannet og stiller større krav. Stadig flere iranere flytter fra land til by og bliver fanget ind af moderniteten. Mullaherne tror ikke længere på ideologien, men tilslutter sig den af karrierehensyn.

De veluddannede drømmer om at emigrere, og trods en uddannet befolkning tegner olien sig for 85 pct. af Irans eksport og 45 pct. af bruttonationalproduktet. Ungdomsarbejdsløsheden er på 25-30 pct., og systemet er gennemkorrupt. Alt dette er en sprængfarlig cocktail.

Den næste konfrontation mellem de unge og regimet kan komme den 8. juli. Da er det 10-årsdagen for den voldelige nedkæmpelse af studenteroprøret i 1999.