Julian Barnes: Som jeg ser det

Tekster om kunst

Julian Barnes:

Som jeg ser det

Oversat af Claus Bech

224 sider, ill., 299 kr.

Han er dedikeret tilhænger af fodboldklubben Leicester, men det er vist også det tætteste, Julian Barnes kommer på britisk kultur.

Forfatteren, der modtog dette års Man Booker Prize for romanen ”Når noget slutter”, er frankofil til fingerspidserne. Når han skriver om billedkunst, er hans øjne indstillede på Frankrig og navnlig på Paris i årene 1850-1920. I essaysamlingen ”Som jeg ser det” skriver han indledningsvist - i Claus Bechs oversættelse:

»Det er stadig vidunderligt at tænke på, at hvis man havde boet i Paris og haft sin gang i kunstkredse, kunne man i løbet af en periode på 15 år have set det endnu våde ”Demoiselles d'Avignon” (1907), været med til premieren på ”Sacre du Printemps” (1913) og købt førsteudgaven af James Joyces ”Ulysses” (1922).«

At det er Picasso, der har malet ”Demoiselles d'Avignon”, og at ”Sacre du Printemps” er Igor Stravinskys arbejde, er i Julian Barnes' opfattelse almen viden, som han derfor ikke behøver spilde spalteplads på at oplyse læseren om. Så er læseren ikke helt belæst udi denne periodes kunst, er det en udfordring at følge med Julian Barnes, når han spurter gennem kunstverdenen.

Forlagets opfordring

Teksterne i ”Som jeg ser det” har han skrevet igennem årene, ofte i forbindelse med et besøg i en kunstudstilling.

Den består af 12 kapitler, hvert handler om én kunstner - fra Eugène Delacroix og Gustave Courbet over Édouard Manet og Edgar Degas til George Braque og belgiske René Magritte. Bogen er blevet til på opfordring af forfatterens danske forlag og findes således endnu kun på dansk.

At Julian Barnes er en begavet skribent og en skarp iagttager, er ingen nyhed for de, der læser hans bøger, hvoraf den mest kendte er ”Flauberts Papegøje” fra 1984. At han også er vidende om billedkunst, er mere overraskende. Men faktisk har (fransk) billedkunst i højere grad end litteraturen været hans indgang til at forstå den moderne verden, skriver han i bogen.

”Som jeg ser det” er ingen normal kunsthistorie, den er en personlig kunsthistorie, der inddrager alskens kulørte anekdoter, gerne erotiske, om de enkelte kunstnere. Med henvisning til den etablerede kunsthistorie skriver han: »Vi glemmer nemt, at et stort kunstnerisk eventyr også kan være sjovt.«

For Julian Barnes er kunstnerens privatperson en nøgle til at forstå billederne, og derfor går han helt tæt på modernismens store drenge. Han er morsom og arrig, afdæmpet og postulerende, usikker og bedrevidende - resultatet er en levende bog, der er klog, men også ujævn.