Jonathan Israel: A Revolution of the Mind

Jonathan Israel:

A Revolution of the Mind.

Radical Enlightenment and the Intellectual Origins of Modern Democracy Princeton University press

276 sider, 13,10 britiske bund hos amazon.co.uk.

Oplysningstiden er ingen entydig epoke, men består af to slags oplysninger i Europa i 1700-tallet: Den radikale oplysning, der gik ind for en mere kompromisløs opfattelse af frihed, lighed og broderskab, og den moderate oplysning, der så mere pragmatisk på idealerne og omstændighederne.



Den britiske historiker Jonathan Israel er i gang med et enestående værk om den europæiske oplysning, hvor der foreløbig er kommet to digre bind. Inden det sidste bind har han i programform formuleret sit syn på Oplysningen, hvor Israel hylder den radikale oplysnings ideer.

Spinozas rolle

Det originale ved Israel er, at han tillægger filosoffen Spinoza (1632-1677) en afgørende rolle for den europæiske radikale oplysning, og det er nyt at tilbagedatere Oplysningens begyndelse til 1600-tallet. I Spinozas filosofiske system, hvor kristendommen ingen rolle spiller, gøres Gud identisk med verden.

Samtidig fordres der tankefrihed i staten, og dette danner baggrund for 1700-tallets radikale oplysningstænkere som Diderot, Helvétius og d'Holbach med Pierre Bayle som en vigtig overgangsfigur. De var stærkt religionskritiske og endte som regel i ateisme eller en fornuftsbaseret religion uden dogmer og åbenbaring. Blandt de moderate hører Voltaire, der tidligt så Spinoza som inspirator for den radikale oplysningsideer og den tilsvarende ateistiske materialisme. Voltaire så også, at Spinozas grundlæggende fejl var hans monisme, verden som én substans, som eftertiden også rettelig forstod som ateisme.

Frihed, lighed og ?

Op gennem 1700-tallet mundede disse tanker ud i politiske ideer, kortest sammenfattet som frihed og lighed, der som idealer førte an i den franske revolution i 1789. Ifølge Israel er det disse ideer, som siden da har skabt den vestlige verdens basale sociale og kulturelle værdier.

Her overfor står den moderate oplysning, som ikke var imod reformer af samfundet, men advarede om forsigtighed i gennemførelsen. Typisk affandt den moderate oplysning sig med monarki, kirke og et vis aristokrati, mens de radikale forkastede disse som stridende mod fornuft og fremskridt. Således lænede en del moderate oplysningsfolk sig op ad konservatismen.

David Hume og Adam Smith i Skotland, Frederik den Store i Tyskland, Voltaire og Montesquieu i Frankrig og Benjamin Franklin i Amerika repræsenterede moderationen og var ifølge Israel »iboende antidemokratiske, anti-egalitaristiske og modvillige over for fuld tolerance«. Israel kalder dem også med et moderne udtryk for eurocentriske, fordi de fokuserede på kultur frem for universalitet.

Den amerikanske revolution var ifølge Israel en moderat foreteelse med et mindre ambitionsniveau end franskmændenes, og kun Thomas Jefferson var præget af de radikale ideer.

Følelser og fornuft

Filosofisk underspillede de moderate især fornuftens rolle i menneskelivet. For David Hume og Adam Smith var mennesket primært følelser, og erkendelse og viden bestod af sanseindtryk, hvor med fornuftens rolle blev mere begrænset.

Handlingslivet var underlagt menneskets følelser, og mennesket var »en slave af lidenskaberne«, som Hume mente.

Når følelserne tages som udgangspunkt, bliver politikken typisk mere lokal og konservativ, betinget af sæd og skik. For med følelserne kan man kun vide, hvad det gode er for mig og mine nære og ikke for alle mennesker under fjerne himmelstrøg. Desuden tillagde de moderate oplysningsmænd ikke fornuften nogen stærk evne til at forme samfundet.



For de radikale kunne der derimod af fornuften udledes en moral, politik og almene principper for alle mennesker.

1789 - det afgørende år

Jonathan Israel hævder ret kontroversielt, at disse to oplysninger udelukker hinanden, intet kompromis er muligt, og der bør vælges side. Selv sværger Israel til den radikale oplysning.



I sin tolkning af Den Franske Revolution forstår Israel de første år frem til 1793 som præget af de radikale ideer, mens Robespierre og jakobinerne ikke er radikale, men præget af Rousseau, og det kan forklare terroren. Selv om Israel ikke køber hele ”revolutionspakken”, ser han Den Franske Revolution som det afgørende fremskridt i den vestlige verden.

1789 bliver for Israel således året for den afgørende kulturrevolution i Europa, en »revolution of the mind«.

Hvor Jonathan Israels første bøger var solid historieskrivning, svinger han her mere en ideologisk ridepisk. Han tenderer mod at karikere den moderate oplysning, som om den går ind for overtro og militarisme, national chauvinisme, fordomme og religiøs fanatisme.

Struensee blev inspireret

Israel priser den danske kong Frederik VII's livlæge Johann Friedrich Struensee, »denne ekstraordinære personlighed«, for moderne reformer, som afspejlede den radikale oplysning. Fra Altona i Holsten havde Struensee læst Spinoza, og der kan således påvises en direkte inspiration. Men i dansk historieskrivning ser vi mere Struense som en mand uden situationsfornemmelse ved dels at indlade sig med dronningen og så i alt for stor hast at gennemføre reformer. Men for den radikale oplysning bliver appel til tålsomhed og moderation udtryk for eftergivenhed og fejhed over for de rigtige ideer, og det afspejles i Struensees kranke skæbne.

Reformér, men med varsomhed, sagde danskeren Ludvig Holberg, og ham kan vi lære mere af end af Spinoza.