Jill Byrnit: Mennesket - Det hypersociale dyr

Jill Byrnit:

MENNESKET -

DET HYPERSOCIALE DYR

254 sider, 298 kr.

Dansk Psykologisk Forlag

Er udkommet



For hvis aberne har nogle af de selv samme sociale og mentale evner som vi mennesker, er der god grund til at tro, at lige netop disse evner hos os er medfødte og ikke tillærte. Evner som moral, empati, social ”tankelæsning” og sprog er måske, måske ikke, til stede hos vores nærmeste slægtninge og for at få vished om det, må man som psykolog Jill Byrnit tilbringe betragtelig tid med chimpanser, marekatte og orangutanger.

Studere, observere og opstille snedige eksperimenter, hvor dyrenes intelligens og sociale kompetencer testes af tålmodige dyrepassere og primatologer. Et hårdt, men umådeligt fascinerende arbejde, som der også er fyldigt redegjort for i bogen ”Mennesket - det hypersociale dyr”.

Holder hovedet koldt

Eksperimenter beskrives i detaljer, og Byrnit har en forbilledlig sund skepsis over for resultaterne, hvilket også er påkrævet i den primatologiske verden, hvor det vrimler med overfortolkninger og overdreven menneskeliggørelse af de fascinerende skabninger.

Men Byrnit holder hovedet koldt og drager ingen forhastede konklusioner hverken om hendes egne eller andres forsøg. Aber er aber, men deres adfærd kan give os et praj om, hvad vores menneskelige særkende i virkeligheden bygger på.

Når vi alligevel ikke kan lade være med at tildele aber en række menneskelige egenskaber, som de faktisk ikke har, hænger det interessant nok sammen med en tilbøjelighed hos mennesket, som netop adskiller os fra de andre aber. Vi er nemlig hypersociale, skriver Byrnit.

Vi er dybt fokuserede på sociale sammenhænge og læser sociale intentioner ind i alt, vi ser. Vores interesse for hinanden rækker dermed langt videre end hos andre primater, da vi søger tillid og samarbejder på et langt mere avanceret niveau. Vores sociale radar kører for fulde omdrejninger hele tiden.

Den fortrinlige del

Titlen til trods handler Byrnits bog dog mest om aber (og den del er fortrinlig), og springet fra aber til mennesker bliver desværre ikke gjort særlig elegant. Nok er Byrnits idé om hypersocialitet spændende, men fænomenet forbliver desværre svagt defineret og unøjagtig beskrevet. Det er åbenlyst, at mennesket og de store menneskeaber adskiller sig i graden af socialitet, men det er som sagt en temmelig åbenlys observation, der ikke besvarer spørgsmålet om forskellen på os og de andre aber særlig præcist.

Flere mellemregninger

Forfatteren indrømmer selv, at hun ikke er nogen hjerneekspert, og det er også befriende at læse et videnskabeligt portræt af arten, der for en gangs skyld ikke bare definerer mennesker ud fra scanningsforsøg. Alligevel savnes en ordentlig redegørelse for, hvad denne hypersocialitet egentlig går ud på.

Vi kommer aldrig særlig meget bag om den adfærd, der blot observeres i eksperimentet. Der mangler således en forankring af den påståede hypersocialitet i teorier om motivation, emotion, neurokemi, behovsudsættelse og andre højere kognitive funktioner. Der er brug for flere mellemregninger og færre løse ender.

Det er ikke en bog om mennesket, Byrnit har skrevet, men først og fremmest en bog om aber med en usikker teori, som skal bygge bro over til homo sapiens. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at Jill Byrnit er på sporet af noget væsentligt, men det er ikke med denne bog, at man for alvor bliver overbevist.