Anmeldelse: Henning Andersen: Etna - ildens bjerg

Henning Andersen:
Etna - ildens bjerg
136 sider, 199 kr.
Forlaget Underskoven

GEOLOGI Den danske vulkanekspert Henning Andersen har skrevet flere bøger om vulkaner, og nu har han også skrevet en om den sicilianske, aktive vulkan Etna. Han griber sagen kronologisk an og indleder med de gamle middelhavsmyter om, hvad der foregik inde i det ildsprudlende bjerg, og hvorfor det egentlig var der. Den almindelige antagelse var i hundreder eller måske tusinder af år, at det drejede sig om indgangen til selve helvede.

Vi får også genfortalt hele Homers beretning om Odysseus møde med den menneskeædende, enøjede kyklop Polyfemos, og hvordan han aflivede udyret med en glødende pæl i øjet og bildte det ind, at hans navn var Ingen hvilket reddede ham, da de andre kykloper kom til hjælp.

Meget skægt at få genoplivet de gamle historier, men Henning Andersen er nu bedst, når han holder sig til den naturvidenskabelige del af sin vulkanforskning.

Vi får en grundig gennemgang af Etnas anatomi, men også et par generelle oplysninger, som kan sætte den aktuelle klimadebat i et nok så relevant perspektiv. Der registreres årligt hen ved en million jordskælv verden over, deraf de 100.000 i middelhavsområdet hvoraf dog kun godt 200 kan mærkes af mennesker. Det vidner om, at Jorden stadig er en yderst geologisk aktiv planet, og i dens indre hvirvler op til 7.000 grader varm stenmasse i store bobler fra Jordens indre mod overfladen og tilbage igen. Selve jordskorpen, som vi går på, er kun mellem nogle få og 150 km tyk. Så tynd, at den er tyndere i forhold til kloden end en æggeskal er i forhold til et æg.

Resultatet af denne indre turbulens er blandt andet, at planetens magnetpoler lige så stille bevæger sig og bytter plads.

Her taler vi om mere imponerende kræfter end den tvivlsomme virkning af tiendedele promille kultveilte i atmosfæren, men geologisk aktivitet er vanskeligere at argumentere for beskatning af.

Studentikos indblanding

I slutningen af bogen lader Henning Andersen tre andre komme til orde: en dansker, der har boet på Sicilien, og to, der har deltaget i en rejse til Etna og skrevet om det. Det skulle han ikke have gjort, for det bidrager ikke med andet end irritation over den studentikose stil og de talrige sproglige fejl.

Mens vi er ved det sproglige, kunne Henning Andersen godt selv have haft gavn af en kritisk gennemlæsning. Se for eksempel denne sætningskonstruktion: »For mit vedkommende var det vulkanen Etna, der som en støvsuger dragede mig uden at have været der før.«

Men ellers kan bogen godt anbefales især hvis man stopper på side 111 og springer de sidste siders fristile over.