Harriet Bjerrum Nielsen: Skoletid

Pædagogikbog

Harriet Bjerrum Nielsen:

SKOLETID

Piger og drenge fra 1. til 9. klasse

Oversat fra norsk af Bjørn Nake

374 sider, 399 kr.

Akademisk Forlag

Jeg læste med stor fornøjelse den dansk-fødte kønsforsker og professor Harriet Bjerrum Nielsens bog ”Historien om piger og drenge - kønssocialisering i et udviklingspsykologisk perspektiv” tilbage i slut-1990'erne. Derfor havde jeg også store forventninger til hendes seneste forskningsprojekt, der følger en norsk skoleklasse gennem grundskolen, fra børnene begynder i 1. klasse frem til afgangsklassen 9 år senere.

Bjerrum Nielsen fik idéen for 19 år siden og besøgte klassen en uge hvert år, observerede hverdagen i skolen og interviewede eleverne. Hun interviewede dem også, da de var færdige med gymnasiet og var sidst i kontakt med dem i efteråret 2008. På det tidspunkt var de syvårige fra 1992 blevet 23 år.

Tre store projekter

Forfatteren tager afsæt i, at tre store projekter indrammer børns skoleliv: De skal tilegne sig kundskaber, altså lære et fag. De skal finde deres plads i en gruppe af jævnaldrende. Og endelig skal de »deltage i klassens kommunikationsformer og autoritetsrelationer« ved at indtage en bestemt elevrolle.

Bogens opbygning er helt systematisk: Læseren får kapitel for kapitel præsenteret børnene og deres adfærd på de forskellige klassetrin med indfaldsvinkler, der sætter lys på alder, køn og etnicitet. Her følger nogle af bogens konklusioner:

Pigerne indtager en langt mere aktiv og selvbevidst rolle end tidligere.

Barndommens kønsopdeling (piger søger sammen med piger, drenge med drenge) ser ud til at være uforandrede.

Om minoritetsbørn (læs: anden etnisk oprindelse end norsk) falder til i klassen, afhænger af hurtig tilegnelse af norsk, egen indsats og adgang til at lære de sociale koder hos majoritetsbørnene. Det er ikke minoritetsbaggrunden i sig selv, der skaber ulighed, men hvorvidt de er aktivt med i vennekredse og fritidsaktiviteter.

Drengene motiveres mere af konkurrencemomentet, end pigerne gør.

Ligestillingsmodellen udgør den norm, alle må forholde sig til.

Der er en påfaldende kontinuitet i de enkelte børns personlige måde at være på over tid.

En spændende idé - sådan delvist at være en flue på væggen år efter år og på den baggrund blive vidne til et udviklingsforløb hos de deltagende børn. Og jeg er enig i, at Danmark og Norge har så mange fællestræk, at observationerne kan bruges af den primære danske målgruppe: Lærere og lærerstuderende. Ikke desto mindre blev mine forventninger ikke indfriet.

Bjerrum Nielsen har lavet et kæmpearbejde med at observere, indsamle og fortolke data. Og jeg kan sidst af alt beskylde hende for ikke at være konkret - min ellers tilbagevendende hovedanke mod 90 pct. af den pædagogiske forskning.

Men siger hun noget nyt, der kan legitimere et forskningsprojekt af denne størrelse? Døm selv ud fra ovennævnte konklusioner.