Hans Davidsen-Nielsen: Spionernes krig

Hans Davidsen-Nielsen: SPIONERNES KRIG Historien om Forsvarets Efterretningstjeneste

310 sider, ill., 299 kr.

Politikens Forlag

Er udkommet.

Forsvarets Efterretningstjeneste (FE, endelig ikke FET!) førte under Den Kolde Krig en ret tilbagetrukket tilværelse, sådan som en hemmelig tjeneste jo også skal gøre det. Kun nu og da dukkede den op til overfladen, når kritiske journalister eller venstreorienterede studenter mente at have afsløret kritisable forhold i tjenestens virksomhed.

Den slags afsløringer kunne føre til spørgsmål i Folketinget til forsvarsministeren, undersøgelser ved ombudsmanden eller i en særlig kommission, politiske kriser og trusler om rigsretssag.

Helst leve i skjul
Den slags havde hverken spionerne eller politikerne det godt med; enhver hemmelig tjenestes motto er: Den, der lever skjult, lever godt. Men det nødvendige hemmelighedskræmmeri medførte, at der opstod allehånde myter om FE.

Studerende ved Københavns Universitet troede således i 1969, at FE i nogle lokaler ved universitetet i Kejsergade havde en afdeling til aflytning af studerende. Men FE var ligeglad med studenterne, man interesserede sig derimod for de udenlandske ambassaders kommunikation, som man havde koblet sig på i Kejsergade.

Omvendt var der næsten ingen interesse for FE's væsentligste aktivitet, den elektroniske indhentning af efterretninger fra bag Jerntæppet, som Forsvarets Central Radio foretog på FE's afdeling Sandagergaard på sydspidsen af Amager. Det var ellers den del af FE, der beskæftigede flest og kostede mest.

Her regerede Find Haugsted og hans kone nærmest enevældigt i mange år. På sit højdepunkt var der omkring 1.000 personer ansat i FE, og kun en mindre del var anbragt i Kastellet i København.

Hans Davidsen-Nielsen har skrevet en meget interessant bog om FE, egentlig en fejlbetegnelse, for tjenesten skal ikke betjene forsvaret, men staten (ligesom PET heller ikke betjener politiet, men staten).

Han har nydt godt af den mere liberale adgang til de tidligere så hemmelige arkiver, hvoraf en stor del for længst er afleveret til Rigsarkivet. Han har også opsøgt overlevende spioner fra Den Kolde Krig, selv om det ikke er alverden, de bidrager med.

Én gang hemmeligt stemplet, altid hemmeligt stemplet!

Informationer byttes
Han skriver godt og levende, karakteriserer de ledende personer fra H.M. Lunding til M. Telling (henholdsvis den første og sidste af cheferne under Den Kolde Krig), krydrer beretningen med anekdoter - og fortæller om både bedrifter og fadæser i tjenestens historie.

Bedrifterne bestod bl.a. af den omtalte elektroniske indhentning af militære efterretninger fra Østblokken, til fadæserne hører arrestationen af de to agenter i Polen i 1987. Men hundredvis af sådanne operationer var vellykkede og gav FE oplysninger, som kunne byttes med venligtsindede udenlandske tjenesters informationer.

Ansatte akademikere
Vi får ikke nogen systematisk redegørelse for FE's skiftende vurderinger af den ydre trussel og for så vidt heller ikke af den indre. Heller ikke af Nato's indflydelse på den danske trusselsopfattelse. Til gengæld en meget levende beskrivelse af de stærke spændinger, der fandtes mellem flere af tjenestens ledende folk.

Konflikterne skyldtes dels gemytternes uoverensstemmelse, dels jalousi, nid og nag. Men der var også stærke saglige uoverensstemmelser.

Med forretnings- og modstandsmanden Ole Lippmann som inspirator fik den militære tjeneste tilført et stort civilt element af akademisk uddannede folk med Peter Ilsøe i spidsen. Lippmann havde fra sin tid i Storbritannien blik for, at en moderne efterretningstjeneste ikke blot skulle tælle soldater og kanoner, men også interessere sig for transport, teknik, videnskab, politik og ideologi, hvis man skulle have en bredere og mere realistisk forståelse af fjendens formåen.

Chef-slagsmål
Et uhørt drama udspillede sig i Kastellet mellem FE-chefen H.M. Lunding og nummer to, P.A. Mørch, som selv mente, at han burde have været chef. Bag Lundings ryg sanktionerede Mørch og kontraefterretningschef Niels Bjarke Schou et samarbejde med en privat gruppe om ulovlig aflytning af to ledende kommunisters telefon.

Da en af de involverede i 1963 sladrede til Lunding, fik Mørch og Schou røde øren, men slap dog med skrækken og undgik en tjenestemandssag. Senere forsvars- og udenrigsminister Kjeld Olesen havde deltaget i den ulovlige operation, og statsminister J.O. Krag mente, at der ikke skulle gøres noget ved sagen.

Da Krag og Olesen nogle år senere i forbindelse med Kejsergade-sagen satte sig på den høje hest og angreb forsvarsminister Ninn-Hansen, kunne denne lukke munden på dem ved at hentyde til sin viden om Olesens meriter.

Politik, når det er værst.

Agent i ministeriet?
Bogen har rejst debat om en tidligere departementschef i Forsvarsministeriet - var han sovjetisk agent? Man må ikke håbe, at Davidsen-Nielsen får en injuriesag på halsen.

Noget tyder på, at de udsivninger af fortrolige militære oplysninger, som fandt sted i slutningen af 1950'erne og begyndelsen af 1960'erne, og som fandt vej til Moskva, faktisk flød fra Forsvarsministeriet via en dansk journalist til KGB.

Hans Davidsen-Nielsen har nydt godt af den mere liberale adgang til de tidligere så hemmelige arkiver.

Han krydrer beretningen om Forsvarets Efterretningstjeneste med anekdoter - og fortæller om både bedrifter og fadæser i tjenestens historie.