Frits Andersen: Det mørke kontinent?

Frits Andersen:

Det mørke kontinent?

Afrikabilleder i europæiske fortællinger om Congo

695 sider, overdådigt ill., 498 kr.

Aarhus Universitetsforlag

Er udkommet

Disputatsforsvaret finder sted i dag fredag kl. 13.00 på Aarhus Universitet i auditorium 2, bygning 1441

I eftermiddag forsvarer Frits Andersen, lektor i litteraturhistorie ved Aarhus Universitet, sin doktorafhandling. Vil man virkelig forstå, hvad der foregår, er det nok en fordel at forestille sig samtlige tilstedeværende iført bastskørt.

Ikke kun fordi afhandlingen har udgangspunkt i det centrale Afrika sidst i 1800-tallet, men nok så meget, fordi den på mange måder velskrevne, originalt tænkte og levende formidlede disputats i vidt omfang fremstår indfanget af særprægede akademiske skikke.

Besværgelser og trylleord

Rituelle besværgelser skorter det således ikke på. Her er omstændelige referater og stampende gentagelser i et omfang, der nærmest antager hypnotisk karakter. Her er magiske trylleord som metadiskurs og antropoetisk (for nu bare at nævne to). Og med til magien for de indviede hører, at udenlandsk litteratur alene omtales på originalsproget (som Tintin i vidt omfang citeres uoversat på fransk).

Frem med pisken

Her er også barske rituelle ofringer af andre forskere. Specielt amerikaneren Adam Hochschild, forfatter til bestselleren ”Kong Leopolds arv”, får adskillige omgange med flodhestepisken.

Men det er dog i forbindelse med Congo selv, at afhandlingen diskuterer, i hvilket omfang området nu også, som det ofte er blevet fremstillet, er et uigennemtrængeligt vildnis af myter, intriger, kaos og grusomheder, hvor civilisationen går i opløsning? Eller om det lige så vel kunne ses som et rigt, ressourcefyldt område, som blot har behov for, at der bliver ageret med åbenhed, kritisk sans, entusiasme og almindelig anstændighed? Læst uden for det tilsyneladende så dunkle universitetskontinents palisader og stammedanse er det i alle tilfælde også en fremragende fremstilling med opsigtsvækkende pointer på flere planer.

Pragtfuldt udstyr

Frits Andersen var i en periode en glimrende litteraturkritiker i Weekendavisen, og når han indimellem så at sige ryster disputats-imperialismens åg af sine skuldre, skriver han også her både vedkommende, velformuleret og til tider sågar – emnets blodige karakter taget i betragtning – overraskende vittigt.

Endda har Aarhus Universitetsforlag udgivet den i pragtfuldt udstyr med et mylder af ofte grusomme og groteske billeder, Man kan kun håbe på, at den på et tidspunkt vil blive udgivet i en koncentreret og mere alment tilgængelig udgave.

Op ad floden, ind i junglen

Hovedsporet i bogen er, at der som en udløber af opgøret med rædslerne i Belgisk Congo – som fra 1885 til 1908 reelt fungerede som kong Leopold II's private ejendom – så at sige opstod en slags humanistisk kulturimperialisme, en forestilling om den skrøbelige civilisations opløsning op ad floden og ind i junglen.

Man overtog så at sige idéen om ”Det mørke kontinent” fra de tidlige opdagelsesrejsende som Henry Stanley – for hvem det virkelig var ukendt land – og gjorde den til en generel myte om den europæiske kulturs grumme indre, som også de harmløse indfødte blev ofre for.

Nøgleværket i denne forbindelse er den polsk-britiske forfatter Joseph Conrads kulturpessimistiske og kolossalt indflydelsesrige romanklassiker ”Mørkets hjerte” fra 1899.

Men Frits Andersen hævder, hvordan Conrads tænke måde så at sige driver videre op igennem 1900-tallet og kan siges fortsat at spøge bag, hvordan man fortsat i megen ulands-tænkning betragter afrikanerne som undertrykte stakler med behov for hjælp fra retlinede, missionerende hvide.

Tintin som helt

Samtidig er der imidlertid også et andet spor i forbindelse med Congo, hvor mere listige og måske optimistisk anlagte skribenter sætter spørgsmålstegn både ved, hvad man i Europa egentlig ved om det fjerne Afrika, og hvor rene motiver dets velmenende venner egentlig har.

Her opsætter Frits Andersen et overraskende, men iøjnefaldende heltegalleri, der omfatter både den dekadente franske bestsellerforfatter Octave Mirbeau, adskillige i dag glemte bøger af danske Congo-farere, og såmænd den vel mest udskældte tekst om Congo overhovedet: Hergés tegneserie ”Tintin i Congo” fra 1930, som Frits Andersen stik mod den gængse opfattelse læser som spidsfindig satire.

Firkantet refereret bliver pointen, at det i høj grad er populærkulturen og reportagebøgerne, der fremsætter de spørgsmålstegn og kritiske vinkler, som finkulturen med dens mere frit svævende og selvoptagede civilisationskritik ikke nødvendigvis når frem til.

Litteratur som løftestang

Herunder, at ”Tintin i Congo”, der ellers den dag i dag forsøges forbudt på grund af angivelig racisme, tværtimod er et meget tidligt opgør med ikke blot traditionelle imperialistiske forestillinger, men også deres videreførelse i humanistisk sovs.

Derigennem bliver det til mere end bare en litteraturhistorisk afhandling. Tværtimod bliver den et fornemt eksempel på, hvordan litterære analyser kan blive løftestang for at diskutere meget mere end blot tekster.

I dette tilfælde i form af at bruge de litterære indsigter til at argumentere for et civilisationskritisk alternativ til, hvordan først kong Leopold og siden en broget skare af indfødte diktatorer og europæiske bistandsromantikere satte sig tungt på Congo.

Ifølge Frits Andersen kan det ikke mindst ske i form af en venden tilbage – eller nåen frem – til den frihandel, der engang var ansatser til, og som i sit udgangspunkt er helt anderledes gensidig og ligeværdig.